Anekdoter

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

Krigerne 1864

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Tuesday, November 22 2011 16:44:36

Tre af vore forfædre deltog aktivt i Den 2. Slesvigske Krig i 1864, som trods det endte med tabet af Sønderjylland. De tre er mine oldefædre: Ole Jensen Holm, Hans Rasmussen og Ole Nielsen. Den første var 26 og de to andre 27 år, da de drog i krig. Selv om de tabte, er det så meget vigtigere, at alle tre overlevede. Var en af dem faldet, havde ingen af os efterkommere været her.

Ole Jensen Holm

Da Ole indkaldes ved mobiliseringen til Den 2. Slesvigske Krig, er det som underkorporal nr. 195 i 6. Infanteriregiments 2. Kompagni. Regimentet tilhører 2. Divisions 4. Brigade i forsvaret af Dannevirkestillingen. Her fik 2. Division til opgave at forsvare højre fløj fra udløbet af Ejderen og indtil byen Schirnau.

Prøjserne og østrigerne overskred Ejderen 1. februar 1864 kl. 7. Danskerne trak sig planmæssigt tilbage til Dannevirkestillingen uden egentlig kamp. Den 2. februar var fjendens angreb koncentreret om vores venstre fløj med kampen i Mysunde som vigtigste begivenhed. Her blev skanserne holdt. På højre fløj hos Ole Jensen Holm var fronten rolig.

3. februar satte fjenden angrebet ind mod Dannevirkes centrale afsnit. De danske styrker blev trængt tilbage til den gamle Dannevirkevold ved Bustrup med et tab på 42 døde, 153 sårede, 172 fangne og 48 savnede. Også denne dag var der roligt hos Ole på højre fløj.

Et krigsråd i Slesvig resulterede i beslutningen om at foretage et tilbagetog fra Dannevirkestillingen den 5. februar om aftenen.

Afmarch skete som planlagt, men blev besværliggjort af dårligt vejr med glat føre. Oles regiment ankom 6. februar i løbet af aftenen til Harreslev efter en march på 70 km med gevær og udrustning på isglatte veje siden den foregående aften kl. ca. 19. Efter et kortvarigt hvil fortsatte de marchen 7. februar under enorme strabadser. I løbet af aftenen og natten til 8. februar ankom hæren til Sønderborg. 6. Regiment havde undgået at få del i armeens tab på næsten 1400 mand under tilbagetoget 5. - 7. februar 1864.

Besættelse med regimenter i dybbølstillingernes forpost, hovedpost og skansebesætning foregik i turnus med daglige rokeringer. For at de danske forladegeværer kunne blive brugbare ved prøjsernes angreb med deres hurtigtladende bagladegeværer, måtte forsvaret i de danske skyttegrave og skanser organiseres. Instruksen fra Overkommandoen lød: "Kun 1 geled står ad gangen paa bankettet. Nar en mand har skudt, træder han ned til venstre bagest i roden og lader straks. Bagmanden af roden træder op paa bankettet og skyder, træder ned bagest i roden og lader, og så fremdeles".

I løbegravene fik mandskabet lov til holdvis at søge hvile på den hårde jord, dog uden at nogen lettelse med hensyn til at bære tornystre og lædertøj, kunne tillades. Mandskabet indrettede sig i mørket, så godt det formåede. Det skaffede sig dækning imod granaterne ved huler i jorden eller ved opkastede traverser. Under fortvivlede forhold, hvor hvert øjeblik kunne afgøre spørgsmålet om liv eller død, søgte soldaten i sin tarvelige dækning trøst i læsning af gudelige skrifter og salmer.

6. Regiment med underkorporal Ole Jensen Holm deltog blandt andet i træfningen i Sundeved 18. februar. Tabet på dansk side var omkring 100 mand heraf 7 døde og 10 sårede i Oles regiment. Ved den voldsomme forpostfægtning den 22. februar deltog Ole i forsvaret af Dybbøl Mølle, hvor 382 danske og 37 fjender faldt.

Den 17. april, dagen før prøjsernes afgørende stormløb, var Ole Jensen Holms regiment netop blevet afløst i skanser og løbegrave og indgik i reserven på Als.

Efter at den danske hær 18. april var fordrevet fra Sundeved og Dybbøl til Als, måtte man koncentrere indsatsen om at forsvare øen og forhindre prøjserne i at overskride Alssund.

6. Regiment indgik i forsvaret af den nordlige del af øen. Kl. 2:50 natten til 29.juni indløb et telegram fra kommandoen i Ulkebøl til 6. Regiment: "Fjenden angriber alvorligt Stillingen langs Als Sunds snevre Del".

Det viser sig hurtigt nødvendigt at gennemføre planen om at forlade Als og trække tropperne til Fyn. Styrkerne i den nordlige del af øen får ordre til at marchere mod Kegnæs, hvor indskibningen skal finde sted.

6. Regiment indgik efter ankomsten i den styrke, der sikrede forsvaret af Kegnæs under indskibningen. I Batteriet og de tilstødende løbegrave stod 1. og 2. Kompagni af 6. Regiment. Ved middagstid 30. juni var der i befæstningen på Draget kun 6. Regiments 2. Kompagni (Ole) samt 70 matroser med det hverv at fingere et forsvar. Stillingen ved Draget blev forladt den 1. juli . Omtrent kl. 15 forlod de sidste danske tropper Als. Ole Jensen Holm blev dermed en af de sidste, der forlod øen.

Dermed var kampene slut for Ole. Han kom med sin styrke til at deltage i bevogtningen af Fyns sydlige kyst, men en fjendtlig invasion af Fyn blev aldrig aktuel. Ole Vender hjem til Bornholm i august 1864.

Hans Rasmussen

Hans Rasmussen blev i 1859 indkaldt som menig nr. 55 Rasmussen til 1. Kompagni af "Den Kongelige Livgarde til Fods". Det er det samme som Livgarden i dag. På den tid fandtes også "Den Kongelige Livgarde til Hest", men den blev nedlagt i 1867 og dens opgaver overtaget af Gardehusarerne.

Indkaldelsen ved Den 2. Slesvigske Krig skete i januar 1864 og "Livgarden til Fods" blev ved mobiliseringen bragt op på omkring 500 mand.

Garden deltog ikke i kampene ved Dannevirke. Den forblev i København til først i marts.

4. marts 1864 kl. 14:15 indgik følgende telegram fra Krigsministeriet hos Overkommandoen i Sønderborg:

"2 Kompagnier af Garden under Kaptain Holck afgaa i dag Eftermiddag Kl. 3 paa Postdamperen Freya, eskorteret af Dagmar til Colberg Bugten, gaa i Land ved Hohwacht, derfra til Lütjenburg og tilbage for muligen at gaa i Land paa andre Punkter".

Den 6. marts nåede Freya Holstens kyst ledsaget af korvetten Dagmar og skruekanonbåden Marstrand med en transportbåd på slæb. På grund af vejrforholdene foregik landsætningen ikke ved Hohwacht, men mellem skovene Schassau og Weinberg, hvor mandskabet måtte vade i land næsten til bæltestedet (et koldt bad 6. marts i vintervejr). Her landsattes 50 mand, og det besluttedes ikke at landsætte flere, da ingen fjendtlige tropper fandtes på egnen, og det rygtedes, at der ingen fjendtlige tropper fandtes i det nordøstlige Holsten. Nr. 55 Rasmussen deltog i togtet, men om han var blandt de landsatte, ved vi ikke.

Nogle dage senere ankom "Livgarden til Fods" med skib til Sønderborg. Gardens feltuniform var endnu i 1864 sort skindjakke og bjørneskindshue. Den vakte derfor naturlig opmærksomhed, hvor den viste sig.

Da Livgarden til Fods ikke var talstærk nok til skiftevis at forrette tjeneste med regimenterne i stillingerne ved Dybbøl, lagdes den fra den 20. marts som fast garnison i Sønderborg, dannede reserve i tilfælde af angreb og var til rådighed som arbejdskommando.

Det var nattearbejdet, der muliggjorde det lange og hårdnakkede forsvar. Livgardens mandskab skulle møde til arbejde om natten i 2 hold, nemlig kl. 21 - 24 og 00 - 03.

Arbejdskommandoerne spredtes over hele stillingen. Det var opgaven at bygge op, hvad der om dagen var revet ned og ødelagt af den fjendtlige ild. Spade og skovl kom i flittig virksomhed. Brystværn udbedredes ved sandsække og faskiner. Der fyldtes jord på krudtmagasiner og blokhuse. Traverser forstærkedes og nye anlagdes. Nyt skyts bragtes ud til skanserne, ødelagt skyts førtes tilbage. Skydeskår blev indskårne.

Det farligste arbejde for 55 Rasmussen og de øvrige i arbejdsstyrken var, stående på brystværnet at modtage og anbringe de fyldte sække. Pauser i arbejdet kom ved alarmeringer og ved den fjendtlige ild. Ved alarmering forsvandt værktøjet og gav plads for geværet. Så snart faren var ovre, fortsatte arbejdet på ny. Ofte fortsatte arbejdet trods de sprængende granater.

Bombardementet fra fjendens artilleri af de stillinger i Sønderborg, hvor Livgarden opholdt sig, var intens. Bombardementet 2. april bevirkede, at byen med undtagelse af den nordligste del blev ubeboelig. Til opretholdelse af orden i byen afgav Livgarden til Fods et kompagni. Da det viste sig, at en del folk under branden benyttede lejligheden til at plyndre, bemyndigedes dette kompagni til at holde standret over enhver, som blev grebet på fersk gerning.

18. april 1864 om morgenen satte prøjserne deres tilintetgørende stormløb ind med dansk tilbagetog til følge.

Livgarden til Fods var blevet beordret til Sundeved for at dække 3. Brigades retræte, men bevægelsen fuldførtes ikke, da brigaden ved gardens ankomst til den nordre bro havde nået brohovedet.

En øjenvidneberetning beskriver det sådan: "Da saas i den hæftige Ild Livgarden i Sektionskolonne rykke frem på den nordre Pontonbro. Geledderne var tæt sluttede, Marchen taktfast og i almindelig Kadence, Geværerne i hvil, skarpt antrukne, alt ganske som paa Eksercerpladsen. Foran Kolonnen marcherede 4 Officerer. Granaterne piskede ned i Vandet paa begge sider af Broen, Garden fortsatte sin March. Da Kolonnens Téte var naaet omtrent totrediedele af Broens Længde frem, fik Bataljonen Befaling til at rykke tilbage; Artillerilarmen var saa stærk, at jeg, der stod tæt ved Broens vestlige Ende, ikke kunne høre nogen Kommando; men pludselig saa jeg Geværerne blive stærkt antrukne og Kolonnen næsten samtidigt i hele dens Dybde vende om og lige saa roligt marchere tilbage til Sønderborg" (Jesper Gram-Andersen: For Konge og folk, Den Kongelige Livgarde 1994, s. 31).

Livgarden besatte derefter Løbegraven ved Sønderborg Havn fra Slottet til Kirkebatteriet. Der opstod nu en langvarig, overordentlig heftig artillerikamp. Brohovederne, havnen og Sønderborg by overdængedes med en morderisk granatild. Livgarden til Fods fik en særdeles vanskelig stilling ikke alene på grund af den heftige ild, men også på grund af den brand, der udbrød i husene umiddelbart bag løbegravene. Branden truede med at gøre opholdet i løbegravene umuligt. Den fjendtlige ild fortsatte med usvækket kraft til omtrent kl. 18:30, og først ved mørkets frembrud sluttede dagens dramatiske begivenheder. Livgarden til Fods havde denne dag lidt et tab på 12 døde og 15 sårede.

Den Kongelige Livgarde til Fods med 55 Rasmussen fik ikke noget langt ophold på Als. Allerede natten til den 20. april blev den via Fyn overført til Fredericia.

Livgarden blev tilbageført til Fyn den 27. april. Allerede 14 dage efter, den 4. maj om aftenen, ankommer den til Hals ved Limfjordens indsejling. Her skal Garden indgå i bevogtning af Limfjorden fra Kattegat til Ryaa.

Snart sendes Den Kongelige Livgarde til Fods igen på farten. Baggrunden var den bekymring, at Sjælland og ikke mindst København stort set var ubefæstet og derfor sårbare overfor en fjendtlig besættelse. Derfor overførtes Den Kongelige Livgarde til Fods i dagene 14.-16. maj til København.

Hans Rasmussen var atter nærmere hjemmet. Han hjemsendes 6. august.

Ole Nielsen

Ole Nielsen deltog i Den 2. Slesvigske Krig i 1864 som menig nr. 574 ved 13. Infanteriregiment, 2. Bataljon, 5. Kompagni fra 28. januar til 13. august 1864.

Den store andel af tysksindede blandt det fra Sydslesvig rekrutterede mandskab kom til at betyde problemer med loyaliteten i de afdelinger, hvor de indgik. Det var gældende for 13. Infanteriregiments 2. Bataljon, som Ole Nielsen tilhørte. Den lå under formering i Sønderborg. 1. Bataljon, formeredes i Assens.

I første fase forblev 13. Regiments 2. Bataljon i Sønderborg. Ved krigens udbrud den 1. februar 1864 afmarcherede bataljonen ifølge ordre den 3. februar fra Sønderborg for at begive sig til Flensborg. De nåede den 4. til Klusris, hvor de fik ordre til at blive, og hvor de senere fulgte med den øvrige del af hæren på tilbagetoget fra Dannevirke til Sønderborg 5. – 7. februar.

I begyndelsen af marts samledes 13. Infanteriregiment i den befæstede lejr nord for Fæstningen Fredericia. På grund af problemet med sydslesvigerne var regimentet mindre anvendeligt til forposttjeneste. Derfor dannede 13. Regiment fæstningens hovedreserve.

I februar og marts trak de østrigske tropper sammen omkring fæstningen, som blev erklæret i belejringstilstand. Helt undgik Ole Nielsen og hans regiment ikke kampen, da østrigerne 17. marts gik til angreb. Tabsliste for Fredericia 17. - 21. marts 1864 var for 13. Regiment 5 døde, 9 sårede og 3 deserterede slesvigere.

Efter tabet af Dybbøl 18. april 1864 øges presset på Fredericia. 26. april rømmer danskerne fæstningen og trækker alle tropper til Fyn.

På Fyn blev 13. Regimentet indsat i forsvaret af den truede kyststrækning syd for Middelfart.

Ole Nielsen hjemsendes 13. august 1864 ved fjendtlighedernes afslutning.

Hvis du vil vide mere om de tre tapre krigeres liv og familie, kan du finde det ved at bruge knapperne på forsiden af www.flemmingholm.dk.

  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post0