Anekdoter

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

Mælkedrengens drømmesyn

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Friday, December 22 2017 17:02:25

Min far elskede julen. Mange af hans fortællinger var julehistorier, og det gælder også denne llille beretning om mælkedrengen Jørn, som han skrev i december 1954.

Jørn var en køn dreng. Hans hår var mørkt, det var velfriseret og glat. Øjnene var mørkebrune og panden høj og ren. Han bar sit hoved på en rank og smidig krop, og hans ben, som hjulede en smule, flyttede sig med ikke alt for lange, men hurtige skridt, når han havde travlt. Og det havde han for det meste.

Han var 12 år og mælkedreng; femogtredive opgange og femogtyve kroner om ugen plus drikkeskillinger. Fra klokken seks hver morgen var det et trav uden ende. Femogtyve kroner var ikke mange penge, men de var nødvendige. Han syntes tit, når han travede af sted, at femogtyve kroner slet ikke svarede til de store anstrengelser.

Jørn så på alle de store værdier, der omgav ham på hans vej: Guldsmedebutikkens vinduer, stormagasinernes udstillinger og de flotte biler, der suste forbi ham. Hele det vældige mejeri med skinnende maskiner og redskaber i rustfrit stål og poleret metal. Direktørens mahognipolerede skrivebord og solide pengeskab. Hvad var han egne sølle femogtyve kroner ved siden af alt dette! Han travede videre og så for sig tværs over mælkeflasker og trappegange Lillesøsters gullokkede hoved. For hårets skyld kunne hun godt have været en rigtig engel. Alt ville han gøre for hende, og de femogtyve kroner skulle fordobles mange gange, det skulle han nok sørge for.

Han tog trappen i lange spring. Så sprængfyldt af kærlighed til Lillesøster var han, at de femogtredive opgange forsvandt bag ham som natten i morgensolens gyldne skær.

Det var få dage før jul. Jørn var ude af sengen i et afmålt sæt. Han så på sin mor med al den kærlighed, der kunne rummes i et par drengeøjne. Hvor han dog holdt af hende! Han kæmpede med for at bevare hjemmet. Det bestod af et par stuer og to kamre. I det ene sov mor og Lillesøster, og i det andet han selv.

Moderens ansigt var kønt, men lidt træt. Trætheden var faderen nok skyld i. Han havde brutalt kasseret hende for en anden kvinde, og Jørn forstod ikke, han havde kunnet gøre det. Han så igen på sin moder, og hun smilede til ham. Som i et tigerspring for han op fra måltidet og slyngede armene om hendes hals og kyssede hende.

”Mor”, råbte han, ”vær sikker på mig. Du skal få alt, hvad du savner, når skolen bliver forbi. Så bliver det ikke ved de femogtyve kroner”. Moderen trykkede sin dreng ømt til sig, og hendes hjerte bankede i glæde over hans iver.

”Verden er fuld af rigdomme, mor”, råbte han, før han sprang af sted ud i den råkolde decembermorgen, ”og jeg er på sporet efter nogle af dem”.

”Ja, min dreng, du tænker på penge, men den største værdi ejer de mennesker, som elsker”.

”Så er vi rige, du jeg og Lillesøster”, svarede Jørn og forsvandt.

Jørn var faldet i søvn den sidste aften før jul. Han havde travet hele den store by igennem. Lys fra tusinde lamper, farverne og neonlysene og glansen fra alle de store forretninger havde skåret sig ind i hans bevidsthed. Det var blevet en hel verdens rigdom, der betog hans tanker, da han bedømte det, han selv ejede. Femogtredive opgange og femogtyve kroner om ugen! Han sov trygt med smil om læben, da moderen slukkede lyset og lukkede hans dør.

Jørn stod med et på en bro af glinsende metal. Den strakte sig som en regnbue over en rislende krystalflod, der brusede af sted langt nede i dybet. Han blev svimmel, da han så ned, og klamrede sig til gelænderets blanke stålrør. Langt ude i det fjerne så han jordklodens mørke runding, som buede op af gyldne tågebanker. Der, hvor jordkloden endte, strakte der sig op i universets højder ligesom otte kæmpefingre af glødende ild. Det så ud, som om de kom fra vældige hænder, som holdt kloden på sine opadvendte flader.

Han vendte sig for at se, om tommelfingrene kunne ses ved randen af den sydlige afgrund. Fingrene blev bredere og bredere. Nu blev de som flammer fra vældige bål, og nu blev de til en bræmme af ild i vekslende farver, der gennemglødede hele rummet ovenover. Stjernernes glinsende mylder smeltede sammen i flammehavet og blev til et nordlys, der bølgede som et ocean i storm. Helt ind i himmelhvælvingens centrum sendte kloden sine flammelyn i hvidt, rødt og gult.

Et bjerg voksede ud af klodens runding, og ud fra bjerget rejste sig et flammende lys, der delte sig og blev til stjernekors, der stod som skinnende lysreflekser. En borg med tårne og spir lyste som marmor under stjernekorsenes snehvide pragt.

Jørn forstod, at det var Guds bolig, den himmelske, der viste sig på jorden. Derfra kom Guds søn fra en himmelsk herlighed til en fattig jord.

”Guds bolig er i Himlen”, sagde Jørn til sig selv, medens han klamrede sig til brogelænderet, ”og i deres hjerter som tror”, føjede han til. Det sagde lærer Sørensen i skolens religionstime.

Jørn kunne se på lærer Sørensen, at han troede på Gud. Han brugte ikke den almindelige lille bibelhistorie i undervisningen, men havde sin egen store, slidte bibel med. Der var et hak i det svære skindbind, slidt af at tommelfingeren holdt der. Men Sørensen var også snart ved den tid, da han skulle have sin pension. Jørn kunne godt se, at Sørensen fald af på den. Han kunne næsten se knoglen i hans finger gennem den klare, gennemsigtige hud, når den strøg hen over bladenes gulnede sider. Lærer Sørensen blev fjern i blikket, når han talte om Gud. Men hans øjne var klare og strålede som stjernerne deroppe ved borgen på bjerget. De så ud over klassens hoveder, tværs gennem skolens solide murværk og langt, langt bort over have og ørkener og dybt ind i en fremmed verden.

Jørn vidste ikke bestemt, om hans moder troede på Gud. Han kunne ellers næsten føle, hvad der foregik i hendes bryst, når han hvilede hovedet ved hendes barm. Moderens vilje var stærk, og hendes tanker så klare, at han næsten kendte det hele, før det rigtigt kom til udtryk. Det var det bedste, han vidste, når han kunne handle og opfylde hendes ønsker, før hun fik talt, og det gav også hende den største glæde. Når det gjaldt troen på Gud, følte han at mor var usikker, og det gjorde ham lidt bange. Men det trøstede ham, at lærer Sørensen havde sagt, at den, som havde kærlighed i sit hjerte, rummede noget af Gud. Og elske, det vidste han, at hans moder kunne.

Det glinsede i skinnende kobber og guld. En skikkelse af ufattelige dimensioner tonede frem. Som når billederne glider ind i hinandens perspektiv på biografens hvide lærred, sås et ansigt træde frem. Det var et menneskeansigt i kød og knogler. Snart var det en hel menneskekrop, som sad under en portalhvælving af det skønneste murværk. Det hele blev holdt oppe i siderne af et par herkulesfigurer, der stod med køller i hænderne, og på hvis hoveder portalen hvilede.

Kæmpeskikkelsen, klædt i de skønneste klæder med pressefolder lige til støvlesnuden, sad på en høj skammel af skønt udskårne planker af sort moseeg, der lignede det fineste ibenholt. På sit skød med armene stukket under og fingrene fattende kanten holdt skikkelsen en platform af blankslebet granit, der var så stor, at dens ender knapt kunne skimtes, og den forkant rakte næsten helt frem til, hvor Jørn stod.

Jørn undrede sig over kæmpeskikkelsens øjne. Deres pupiller var uhyggeligt store, sorte som skorstenssod og dybe som de bjergtunneler, han havde hørt om i skolens geografitimer.

På platformen stod der en hel storby. Der var rygende fabriksskorstene, vældige haller med tårnhøje vinduer, der var turbiner og smedeesser, hvor gnisterne sprang. Gigantiske kamhjul roterede foran hvidglødende ildsteder, der var gader med huse så høje som skyskrabere og et hav af neonlys i strålende farvefelter. Og midt ned ad hovedgaden kørte Jørns mælkevogn. Til hans forbavselse kørte den uden ham. Han var stiv af rædsel. Han ville råbe til den og fyldte sine lunger til bristepunktet med luft og satte kraft på. Men der kom ikke en lyd over hans læber, og Jørn så til sin sorg, at vognen forsvandt længere og længere væk. Han ville løbe efter den, men fødderne ville ikke lystre ham. Han var som naglet til pletten, ikke et knogleled var det ham muligt at bevæge.

Helt ude fra storstadens yderste grænse løb en gylden strøm. Den fandt vej over gader og huse, gennem fabrikker og magasiner, over torve og stræder. Den banede sig vej bag om skikkelsens ryg og løb helt ud til den modsatte grænse af staden. Der vendte den sit løb og gled tilbage længere fremme. Den fortsatte frem foran skikkelsens ansigt, og dens gyldne skær lyste ind i de dybsorte pupiller. Og Jørn så dybt, dybt ned i dem. Der var et mylder af liv. Kulgruber var det. Hundreder af snavsede mænd hakkede og skovlede som gale. Sveden fra deres pander løb ud af øjenhullerne og blandede sig med den gyldne strøm, som blev bredere og mere svulmende. Til sidst løb den ud i en dalsænkning og blev til en eneste stor sø af smeltet guld.

Højt oppe i himmelrummet foran nordlysenes flammetunger brusede det mest knaldrøde fartøj frem. Det lignede det store lyntog, han havde set om eftermiddagen i stormagasinets udstilling på strøggaden. Han havde ønsket, det ville stå med sine blanke stålskinner under juletræet, når det skulle tændes. Det var så dejligt at tænke det. Han havde kørt med det i tankerne. Det var der ingen, der kunne tage fra ham, og med hensyn til det uopnåelige, at blive virkelig ejer af dette vidunder af teknik, som det føltes for ham, så var han næsten stillet tilfreds allerede gennem livet i sin egen tankeverden.

Nu var det deroppe i rummet. Nej, det var langt større og heller ikke helt det samme. I sin svimlende fart trak det lange striber af lys efter sig. Det var vist fra en helt fremmed verden, dette mærkelige, skiftende lys. Det sprang fra orange til helt gult, og nu var det violet, nu gyldenrødt med grønne kanter og med striber af det mest blåhvide lys, han nogensinde havde set. Langt stærkere end det fra lysstofrørene i mejeriets aftapningshal.

Nu myldrede skikkelserne frem omkring det. De havde alle sammen Lillesøsters gyldne hårlokker på hovedet. Deres klæder var silkeglinsende, og alle havde de vinger. Mon det var engle? Den unge lærer på skolen havde fortalt, at alt det om engle var noget overnaturligt pjat. Der var ingen engle i virkeligheden, kun dem af papir på juletræet. Og så var der lige dem i sindet på de mennesker, der gjorde noget godt mod andre uden at regne med deres egen fortjeneste ved det.

Jørn var ikke tilfreds med forklaringen, og han havde funderet over problemet på sin vej med mælkeflaskerne. Han ville være dybt skuffet, hvis det skulle vise sig, at lærer Grud havde ret. Han var ellers en flink fyr, den lærer, særligt til sport og dans og den slags. Men Jørn var ikke tilfreds med hans øjne. De så ikke ret langt.

Jørn kunne lide lærer Sørensens øjne, fordi hans blik gik gennem murværket og igennem loft og gulv. Lærer Gruds øjne nåede dårligt nok ud over kanten af katederbordet. Men der var jo også meget længe til, at han skulle på pension, så måske blev det bedre med ham med tiden.

Så stærkt havde Jørn den dag spekuleret over englenes tilværelse, at hans støvlesnude stødte mod kanten af det øverste trappetrin på tredje sal. Han gik lige på næsen, og i et vældigt rabalder knuste han en mælkeflaske mod reposens blankpolerede terrassogulv.

Fru Nikolajsen kom farende ud og stod over for ham i blomstret natkjole og morgentøfler med hvid dusk. Jørn havde aldrig rigtigt kunnet lide hende, og han ærgrede sig over, at det netop skulle ske ud for hendes dør.

Han bad om undskyldning, men fru Nikolajsen smilede til ham under en krans af papillotter. ”Det var godt, du ikke skar dig, Jørn” sagde hun venligt. ”Du skal ikke sinke dig med det her, jeg skal nok feje skårene op og vaske mælken bort. Og flaske og mælk kan du skrive på mit regnskab”.

Jørn havde været så forbavset, at han knapt fik sagt tak. Han undrede sig over fru Nikolajsen. Det var sikkert en af lærer Gruds mennesker med en engel i sindet, tænkte han, for vinger havde fru Nikolajsen i hvert fald ikke.

Alligevel var Jørn ikke helt tilfreds, selv om der var engle af papir og nogle i hjerterne. Han syntes, han følte en fattigdom, som han ikke kunne forklare, hvis han måtte regne med, at der ingen rigtige engle var med vinger, der kunne føre dem fra himmel til jord.

Dem deroppe omkring det frembrusende fartøj i rummet havde vældigt travlt. De kom alle vegne fra med bundter af skinnende stålskinner, som de rullede ud foran lysfartøjet. De kunne dirigere retningen lige hvorhen de ville. De satte kursen for fartøjet mod guldsøen, og med en rasende fart i cirkler og striber af ild og lys ramte rumfartøjet de flydende guldmasser. Guldet blev presset højt op i rummet, og der blev som raketstriber i et gigantisk kæmpefyrværkeri, og som gyldne regnkaskader faldt dråber af alle størrelser som glødende lava ned over hele den vældige stad. Guldregnen faldt på gader og veje, på hustage og på torve. Og folk løb som besatte for at samle guld. Der var larm af cykler, biler, knallerter, ja alt, hvad der havde ben og hjul. Mennesker sloges. De løb eller kørte over hinanden. Politiet trak stavene og slog løs. Militæret rykkede ud. Riflerne knaldede, kanonerne tordnede. Jetflyene drønede hen over byen. Bomberne bragede, og lyden fra ambulancernes sirener skar som dolke gennem trommehinderne.

Menneskeskikkelsen, der holdt det hele i sit skød, var uanfægtet, og han så tilfreds ud. Jørn var fyldt med den største spænding. Nåede guldregnen helt ud, hvor han stod? Jo, nu kom den. Ganske få dråber faldt nær ved. Han rakte hænderne ud for at fange dem, og nu faldt de på hans håndflader. En vidunderlig fryd gennemstrømmede hans sind.

”Jeg bliver rig, jeg bliver rig”, lød det igennem ham. ”Blot ved at række hænderne frem bliver jeg rig”. Det jublede i hans hjerte, og i sin glæde så han Lillesøster og Mor lige foran sig. Men hvad var det? Guldet smeltede bort ved hændernes varme, og da han så nøjere til, så han, at det var snekrystaller, der ramte hans hænder. Han sukkede modløs og forsagt. ”Nej”, sagde han til sig selv, ”guldet nåede altså ikke helt herud”.

Da rumtoget havde pløjet guldsøen op, vendte det kursen opad, helt op mod spidserne af de højeste nordlysflammer. Og der, højt, højt oppe knækkede det pludselig over i to halvdele. Og lige under punktet, hvor det bristede, kom den mest underskønne gulddråbe til syne. Den var så ren og klar, at den slet ikke lignede alt det andet guld, han havde set.

Fartøjet blev til to vinger, som med den gyldne dråbe imellem sig dalede lige ned mod stedet, hvor Jørn stod. Det var de dejligste vinger med lange, slanke svingfjer, og ganske stille kom de nærmere. Den ene nåede ham først og lagde sig varsomt over ham. Den anden tøvede et øjeblik, og Jørn så under spidserne af de hvide svingfjer en guldring på kæmpens finger. Den bar en diamant, som funklede og gnistrede i sine slebne facetter. Den var så stor, at den til begge sider nåede ud over de to fingre.

Jørns øjne hang ved dem. Hvem der ejede en sådan diamant! Alle billederne foran ham var helt gennemsigtige, og han så lige gennem gudsfigur og bjergborg ind i det brændende nordlys. Nu lagde den anden vinge sig nænsomt over hans modsatte kind og skulder. Gulddråben, der stadig var så ren og fin, lagde sig lige på hans mund. Den varmede hans læber, og der gik en rislen lige ind i hans hjerte. Han følte sig så lykkelig, som ejede han alverdens guld og diamanter.

I samme øjeblik nåede moderens stemme hans bevidsthed. Hun stod bøjet over hans seng og nævnte hans navn. Hendes svære, kastanjebrune hår, som var skilt i midten, var faldet ud over Jørns kinder og skuldre, da hun bøjede sig over ham og trykkede det kærligste morgenkys på hans mund.

”Det er tid, du skal op, Jørn” sagde hun, da han slog øjnene op. ”Ja, mor!”. Hvor var det skønt og forfærdeligt på en gang. Han så lige ind i moderens dejlige ansigt og slog armene om hendes hals. ”Nu ved jeg, det bedste i verden er mor!” Lidt undselig føjede han til: ”Det er din kærlighed, mor, og dine kys er bedre end det reneste guld”.

Da juletræet den aften blev tændt, faldt Jørns øjne på en vældigt lang pakke, og hans hjerte bankede i spænding, da han for sig selv forsøgte at gætte.

Enderslev, den 19. december 1954

Ove Rasmussen



  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post10