Anekdoter

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

Folket fra skovene

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Tuesday, November 22 2011 17:59:20

Slægtsgrenen Rasmussen tilhører skovfolket fra Østsjælland. Det skylder vi Anders Rasmussen og hans kone Ellen Louise, født Nielsen. Ellen Louise var skovfogeddatter, og familien Rasmussen forarbejdede det råstof, skovene leverede. Vi har stadig mange træmænd – og dygtige til faget - i familien.

Jeg har før fortalt om smed Hendrich Mathiasen i Åshøj (Aashøje), der var stamfader til slægten Rasmussen med de stærke håndværkertraditioner.

Hendrichs kone, Ellen, var også skovfogeddatter. Hendes far, skovfoged Anders Nielsen i Aashøje Skovhuse, var søn af skovfoged Niels Andersen i Abildgaardshuset i Vallø Storskov. Det var mere end 100 år før, Ellen Louise med sine forældre flyttede til Abildgaardshuset og senere hentede sin mand Anders Rasmussen dertil. Her blev både Johannes og Ove Rasmussen født lige efter år 1900.

Abildgaardshuset i Vallø Storskov (se billedet) har dermed været centralt for skovslægten gennem mere end hundrede år. Slægten har omfattet mindst 5 skovfogeder, og vore huggere, tømrere, snedkere, savskærere og andre bygningshåndværkere har også deres rødder i skovproduktionen.

Ove Rasmussen (min far) skrev romanen, "Baronens Søn". Den er ikke udgivet, men jeg har renskrevet og kopieret manuskriptet. Handlingen er henlagt til skovene omkring Giesegaard, hvor Oves farfar, Hans Rasmussen, arbejdede som hugger og tømrer. Hans Rasmussen er model for romanens hovedperson, Kresten Husmand. Da Ove Rasmussen døde i 1957 efterlod han et ufærdigt manuskript til romanen "Folket mellem skovene". Heri kan man genkende træk fra den egn, hvor Ove selv voksede op, altså Vråby og Endeslev. Også dette manuskript er jeg i besiddelse af.

Du kan fordybe dig i historien om familiens aner fra skoven på www.flemmingholm.dk.

Hvis du tilhører slægten, og nogen spørger: ”Hvor kommer du fra?” kan du roligt svare: ”Fra de store skove”.

  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post2