Anekdoter

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

Ikke et ondt ord om svenskere

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Friday, August 23 2019 21:43:33

Jeg er glad for mine svenske aner. To svenske mænd har, hver i sit århundrede, valgt at slå sig ned i Danmark og berige slægten med sin arvemasse.

Den første af dem var Anders Knudsen, der blev min tip-5 oldefar. Han blev født i Skåne i 1648 og dermed egentlig som borger i det danske kongerige. I 1657, da han var 9 år, blev han svensker, da Danmark ved freden i Roskilde afstod Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.

Kirkebogen i Kirkerup fortæller, at Anders er født i Haslebye. Min slægtsforskerkollega, Søren Tolstrup Christensen, med hvem jeg deler denne ane, har i en svensk stednavnedatabase for Skåne fundet stednavnet Hassle i sognet Stehag øst for Karlskrona nær ved Höör. Stedet skulle i 1600-tallet ifølge databasen bl.a. også være benævnt Haßle By, Håslebye, Hasleby. Det er det bedste bud på det oprindelsessted, hvis navn ved omskrivninger blev til slægtsnavnet Harsel, der fulgte Anders Knudsens efterkommere.

Anders flyttede hjemmefra, da han var 10 år gammel. I nogle år tjente han hos fremmede i Skåne. Han var et uroligt gemyt med udlængsel og eventyrlyst og rejste til Sjælland i en ung alder.

På Sjælland nåede han frem til Esholte i Kirkerup sogn syd for Slagelse. Her fik han tjeneste hos fæstebonden Christen Hansen. Snart efter døde gårdmanden, og som det var skik og brug, fik Anders gården i fæste mod at gifte sig med enken. Vi ved selvfølgelig ikke, om han var glad for både gård og ægteskab, men allerede 4 måneder efter døde konen. Det var Anders ikke tilpas med, så han forlod gården og gik på ny i tjeneste.

Om det var i sin første tjeneste, han øjnede nye muligheder, ved vi ikke, men han fandt frem til en anden efterladt enke i Kirkerup, Maren Christensdatter, der blev min tip-5 oldemor. Noget kunne tyde på, det var gennem ægteskabet med hende, han fik et hus i fæste i Kirkerup by. Her fulgte hvervet som skovfoged med, og det, den svenske indvandrer nu havde opnået, holdt i over 37 år.

Livet i Kirkerup kender vi ikke så meget til. Men vi ved, at han sørgede godt for sin søn Niels, så det blev muligt for sønnen for 1 rigsdaler at indgå fæstemål på 9 fag bindingsværk i faderens hus, der var på 20 fag. Niels Harsel stod da for at gifte sig ind i en anset lokal familie ved at ægte birkedommerens datter, Margrethe Christensdatter Danholm. Det lykkedes også for Anders at sikre sønnen et solidt udkomme gennem hvervet som skovfoged i Kirkerup.

Et lidt mere kulørt billede af Anders Knudsens liv i Kirkerup sørger præsten for at give os gennem sin beretning i kirkebogen i forbindelse med skovfogedens begravelse. Notatet er gengivet i min kildeoplysning til dødsfaldet. Præsten giver en fin levnedsbeskrivelse, men begivenhederne omkring dødsfaldet kan han ikke modstå at udpensle med lidt dramatisk effekt og en løftet pegefinger.

Vi får at vide, at Anders var en gammel, men stærk mand på 73, der elskede brændevin mere end tilbørligt. Er det underforstået, at døden ikke skyldes alderdom, men måske i højere grad de ulykkelige følger af hans trang til brændevin? Og så får vi beskrevet den tur til Slagelse, som blev hans sidste. Hvad der er foregået i Slagelse, må vi tænke os til, men i hvert fald vælter han to gange på turen hjem, så branderten har sikkert ikke været beskeden. Anders var kommet så slemt til skade, at præsten bliver tilkaldt, og han bliver behørigt berettet med nadverens privilegier.

I en årrække bestrider Niels Harsel hvervet som skovfoged i Kirkerup, men omkring 1740 bryder familien op og flytter til skovfogedstedet Abildgaardshuset i Vallø Storskov ved Herfølge, hvor Niels Harsel bliver skovfoged under Vallø Stift.

Fra Anders dukker op i Kirkerup springer vi omkring hundrede år frem, hvor en anden svensker dukker op på Herfølgeegnen. Det er Hendrich Mathiasen, min tip-2 oldefar.

Hendrich Mathiasens oprindelse er spinkelt dokumenteret. Alt, hvad vi ved, er det, Johannes Rasmussen fortæller i ”Min slægtshistorie” med sin bedstefar, Hans Rasmussen, som kilde.

Ifølge Hans Rasmussen var Hendrich Mathiasen en svensk håndværker på valsen. Han var smed.

De få kendetegn ved smeden, der er blevet overleveret, er krøllet hår og en stærkt kop-arret hud. Krøllerne er dukket op i senere generationer, for eksempel hos min fætter, Kurt Nielsen, altså et tiptipoldebarn.

Da vi møder Hendrich første gang i kirkebogen for Herfølge, er han smededreng hos Johan Madsen, smeden i Åshøj. Anledningen til omtalen var den belastende omstændighed, at Hendrich blev udlagt som barnefader til pigen Karen. Hendrich var 19-20 år, og moderen, Margrethe, der to år før var blevet enke efter Morten Sørensen, var omkring 43.

Det fører ikke til ægteskab mellem Hendrich og Margrethe, men Hendrich forsvinder ud af kirkebogens optegnelser i en periode. Noget tyder på, at han er flyttet eller måske snarere flygtet til København. Muligvis er det ham, vi finder i Folketællingen 1787, Sct. Anne Vester Kvarter, Gothersgade 4. Han er svend hos grovsmed Johan Stiek. Aldersangivelsen på 26 afviger et par år fra registreringen i kirkebogen i Herfølge, men det kan let være en unøjagtighed i kilderne.

Efter hjemkomsten fra København dukker Hendrich Mathiasen atter op i kirkebogen for Herfølge sogn i 1790, da han troloves med Ellen Andersdatter.

Og så er vore svenske aner forenede. For Ellen er oldebarn til Anders Knudsen i Kirkerup og datter af skovfogeden i Aashøje Skovhuse, Anders Nielsen Harsel, der er født i Kirkerup og søn af skovfogeden i Abildgaardshuset i Vallø Storskov, Niels Andersen.

Hendrich har formentlig bevaret et godt forhold til folk i landsbyen trods sit ungdommelige fejltrin. Han overtager smedjen, da mester dør. Da hans datter uden for ægteskab, Karen Hendrichsdatter, i 1802 er gudmor, benævnes hun "Jens Sørensens enkes pige". Blandt fadderne er Jens Sørensens søn Rasmus og minsandten smeden Hendrich Mathiasen!

Som den første af vore svenske indvandrere, skovfoged Anders Knudsen, bliver også smeden Hendrich en agtet borger i sit danske sogn og optræder i kirkebogen hyppigt som fadder og en enkelt gang som forlover.

Men hans oprindelsessted og forældre i Sverige, har vi stadig til gode at finde frem til.

Har du lyst til at fordybe dig i disse slægtsgrene, kan de enkelte navne og familier opsøges på www.flemmingholm.dk side 1 under ”Navneindex” eller ”Direkte aner” (aneliste). Her finder du desuden de fyldige kildehenvisninger.









  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post13

Hvorfor HOLM

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Saturday, April 13 2019 09:28:00

Her er fortællingen om, hvordan familienavnet især ved tre beslutninger er båret gennem generationerne trods ulykker, krige og sorger.

Det er vigtigt for os alle, hvad vi hedder. Navnet er en del af vores identitet og fortæller, hvem vi er knyttet til, og hvor vi hører hjemme. Men hvor mange ved helt sikkert, hvorfra deres familienavn stammer?

Hvorfor hedder vi HOLM? Hvorfra stammer navnet, og hvordan kom det til at følge slægten? Noget af svaret får du her.

Lad mig med det samme slå fast, at vi ikke er adelige. Engang var det kun adelen, der havde efternavne eller slægtsnavne, og der var ingen adelige HOLM. Da jævne mennesker begyndte at få efternavne, var det de såkaldte patronymer, hvor Rasmus fik efternavnet Henriksen (Henriksøn), fordi hans far hed Henrik. Fik Rasmus en søn, han kaldte Hans, fik denne navnet Hans Rasmussen. Omkring 1800 bestemte kongen, at alle skulle have et fast efternavn. Dermed kom navnet Rasmussen til at følge de kommende generationer. Det var nu et familienavn, man fik automatisk ved fødslen.

Det forklarer jo ikke HOLM. Men der var også den mulighed, at man frit valgte sit slægtsnavn eller efternavn. Nogle kaldte sig for Smed, Bager eller Møller, fordi det var deres fag. Andre valgte et stednavn for en gård, en by eller en ø, og på Bornholm var man ekstra opfindsomme. Her valgte nogle den sidste del af øens navn og kaldte sig HOLM.

Denne praksis var opstået længe før. Det var en praktisk mulighed for at skelne mellem f.eks. de Jens Petersen, der på samme tid kunne findes i et sogn. For præsten var det en god hjælp, når han skulle indføre fødsler, vielser og dødsfald i kirkebogen.

Den første beslutning

I Gudhjem var der to, der hed Hans Christensen. Den ene tog efternavnet Tranberg, og den anden besluttede at kalde sig Hans Christensen HOLM. Familienavnet var dermed skabt. Første gang, vi ser det i kirkebogen, er i 1778, da hans søn bliver døbt. Den gamle skik har dog ikke helt sluppet taget, så sønnen kom til at hedde Christen Hansen HOLM. Det gamle Hansen var altså rykket fra at blive efternavn til at være mellemnavn. Denne dreng dør i en af de talrige koppeepidemier, og i 1788 fødes den Christen Hansen HOLM, der hører hjemme i vores historie.

Gudhjem og Fæstningen Christiansø var tæt forbundne praktisk og befolkningsmæssigt. Færgen sejlede vinter og sommer og var en vigtig livsnerve for både byen og øen. Den måtte derfor ofte trodse vind og vejr. Nytårsaftens dag i 1799 forliser færgen i hårdt vejr, og 14 mennesker drukner. Men færgeruten består.

Christen voksede op og tilegnede sig som andre af Gudhjems unge mænd færdigheder som sømand og fisker. Under Englandskrigen 1801-14 oprustede man Fæstningen Christiansø, og det gav muligheder for unge fra Bornholm.

Christen lod sig engagere på Fæstningen med en løn på 5 Rigsdaler månedlig, der lå i den øvre ende af skalaen for det engagerede mandskab. Han arbejdede som coffardi-matros i den periode, hvor man fra fæstningen kaprede fjendtlige handelsskibe. Senere avancerede han til lodsmatros.

Flere hundrede soldater og andre militærpersoner befolkede Christiansø i den anspændte situation. De få piger var derfor stærkt omsværmede, men det lykkedes Christen at gøre indtryk på Sophie, datteren af en canoner ved artilleriet. I 1816 giftede de sig, men det blev ikke et lykkeligt ægteskab. Sophie udviklede sindssygdom, og på det grundlag lykkedes det Christen at opnå skilsmisse ved en Hof- og Stadsretsdom i 1820. De havde ingen fælles børn.

En anden bornholmsk slægt, der søgte mulighederne på Christiansø, var Anders Pedersen og hans kone, Sidsele, fra Nylars. De kom til øen omkring 1790 med drengen Hans, og Anders blev soldat ved fæstningen. To børn blev født på øen: Dorthe i 1791 og Ole i 1793. De fik efternavnene Andersdatter og Andersen.

Her kan jeg afsløre, at Ole blev min tiptipoldefar, så vi kunne med god ret have heddet Andersen. Men en dramatisk begivenhed forhindrede det.

Før jeg beretter om den, skal vi rette blikket mod en af de ældste soldaterslægter på Christiansø, som vi kan følge helt tilbage til 1727. De var blandt andet i flere generationer soldater ved artilleriet, der betjente fæstningens kanoner og derfor stod i første linje for at beskyde de engelske fregatter under bombardementet i 1808.


Samme år, som Ole blev født, fik denne slægtsgren datteren Marie Elisabeth Esbersdatter, som blev min tiptipoldemor. De giftede sig i 1815, efter at Ole var gået i faderens fodspor som soldat ved Fæstningen.

I 1816 fik de datteren Cicilie. Året efter skete katastrofen, der omtales sådan i kirkebogen: "Onsdagen d. 7de Maj 1817 hændte den Ulykke, at trende af Fæstningens Mandskab, som tog ud for at see til deres Sildegarn, fandt, da det stormede temmelig, deres Grav i Bølgerne uden at deres døde Legemer hidindtil har været at finde. De tvende vare unge Mænd, som kun faa Aar havde været gifte, (og som) efterlade dem Kone og Børn, den enes Hustru formenes at være frugtsommelig."

Marie Andersen var nu øens unge enke og enlig mor. Den ulykkelige, nygifte Christen Hansen HOLM gjorde sig igen bemærket, og da skilsmissen i 1820 var på plads, giftede de sig.

Derved fik Marie og hendes datter Cicilie efternavnet HOLM. Det var nu op til Cicilie at bære navnet videre i denne slægtsgren.

Christiansø fortsatte med at tiltrække unge mænd fra Bornholm, men da Fæstningen efterhånden var under afvikling, var det i begrænset omfang. Men en ung mand ved navn Isak Jensen fra Gudhjem flytter ind hos sin halvsøster i kasernelængen på Christiansø og bliver konfirmeret i øens kirke i 1827.


Her bor også Cicilie, og efter at Isak har etableret sig som soldat og fisker på øen, gifter de sig i 1836 og får deres egen bolig i kasernelængen.

Den anden beslutning

Hvis alt var gået sin vante gang, skulle min oldefar hedde JENSEN efter sin far, Isak Jensen, da han i 1837 lidt hurtigt efter brylluppet kommer til verden. Men Isak og måske især Cicilie ville det anderledes, så Isak beslutter at tage hendes efternavn og kalder sig herefter Isak Jensen HOLM.

Det var den anden afgørende beslutning. Oldefar døbes Ole Jensen HOLM, og slægtsnavnet er på ny sikret.

Da fæstningen afvikles i 1855 flytter familien HOLM til Bornholm. Børnene spredes over øen og landet, og oldefar ender med at stifte familie som snedker i Aakirkeby. Først har han dog tilbragt nogle år til søs og er kommet velbeholdent fra sin deltagelse som soldat i krigen 1864.

Med fire drenge var slægtsnavnet ikke truet i den nye generation i Aakirkeby. Den yngste søn, Frederik Theodor HOLM, uddannede sig først til snedker og siden til præst i baptistsamfundet på præsteseminariet i Chicago. Han endte med sin Augusta som snedkermester og præst i Slagelse. De fik ingen sønner, men to døtre: Theodora (min mor) og Magdalene. Så nu var slægtsnavnet HOLM i fare igen.

Den tredje beslutning

Min far, Ove Rasmussen, bar efternavnet Rasmussen i tredje generation. Han og min mor besluttede i respekt for den gamle høvding, pastor HOLM i Slagelse, at give deres børn mellemnavnet HOLM. Derved kom jeg til at hedde Flemming Robert HOLM Rasmussen.

På det tidspunkt, hvor jeg stiftede familie, var det som led i ligestillingen blevet tilladt at tage sin moders pigenavn som efternavn. Derfor kunne jeg slette Rasmussen og lade HOLM være efternavn. Det var ikke noget stort spring, for mange brugte det allerede som kaldenavn for mig i det daglige. Det tiltalte mig af forskellige mere eller mindre definerbare årsager. Min mors fortællinger om den bornholmske familie var nok en afgørende faktor. Jeg tog den tredje afgørende beslutning og ordnede formaliteterne, så navnet HOLM blev familienavn for mig og for dem, som nødtvungent eller efter eget valg er kommet til at tilhøre min familiekreds.

Derfor fortæller denne beretning også, hvorfor Holm Kommunikation A/S, et førende PR-bureau i København, kom til at bære det navn, som blev besluttet af en fisker i Gudhjem for 250 år siden.







  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post12

To patriarker

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Saturday, March 16 2019 16:45:44

I anekdoten ”Hjørnet” nedenfor beskrev jeg, hvordan min farfar, Anders Rasmussen, opbyggede sin og familiens tilværelse, fra han omkring starten af Første Verdenskrig grundlagde købmandsforretningen "Hjørnet" i Endeslev.

Som en god patriark tog han hånd om børnene og senere deres familier og sørgede for, at der kunne etableres familieejendomme for dem på nabogrunde til købmandsforretningen. Men han forventede til gengæld, at patriarkatets medlemmer stillede sig til rådighed for fællesskabet. Anders havde aldrig selv følt trang til at gøre brug af sin oplæring som tømrer, men sønnen, Ove, førte håndværkstraditionen videre, og det forstod Anders at gøre brug af i opbygningen. Den yngste søn, Johannes, gik ind i handelsvirksomheden, så dermed var grundlaget for et bredt lokalt erhvervsfællesskab på plads.

Når patriarkatet fik en usædvanlig styrke, hang det sammen med, at også det åndelige fællesskab rettede sig indad og væk fra omgivelserne. Det var præget af de frikirkelige kræfter med tilknytning til Baptistsamfundet i et ellers traditionelt folkekirkeligt lokalsamfund. Også musikken, den frikirkelige populærmusik, knyttede hjemmene omkring "Hjørnet" sammen.

I Osted syd for Roskilde var der i samme periode opstået et tilsvarende patriarkat omkring Niels Peter Nielsen. Også Niels Peter var tømrer, uddannet som møllebygger, og han oprettede og drev forretning fra Osted og Kirkebjerg savværk. Hans 11 børn med Marie indgik i fællesskabet. Drengene blev oplært i tømrerfaget og tilknyttet savværket. Datteren Mary tog sig af savværkets kontor. Familien blev kernen i den lokale afdeling af Det danske Missionsforbund omkring århundredeskiftet. Flere i børneflokken havde gode musikalske anlæg, så også her blev musikken en vigtig del af fællesskabet.

De to patriarkater fik kontakt, og billedet viser et af deres møder. Yderst til venstre har vi patriarken fra Osted, Niels Peter Nielsen, der har blikket rettet væk fra kameraet. Dernæst i forreste række Valborg Rasmussen og Mary Nielsen. I midten patriarken i Endeslev, Anders Rasmussen, derefter Marys bror, Bøje, med hunden og endelig Anders kone, Ellen Louise, arm i arm med Marie Nielsen. I bageste række har vi først en mand med hat, der kunne være Erhard Nielsen, men det er lidt usikkert. Næste mand med hat og hund er højst sandsynligt min far, Ove Rasmussen, men det kan også være hans bror, Johannes. Theodora Rasmussen født Holm, min mor, kikker frem mellem Anders og Bøje.

Mødet mellem familierne udviklede sig i begyndelsen af 30'erne, da min far, Ove Rasmussen, med sin Theodora var vendt tilbage til Endeslev efter nogle års ophold i Slagelse. De tre søskende, Ove, Johannes og Valborg dannede en trio, der blev meget populær i sjællandske missionshuse og frikirkemenigheder. I en lille rød bil, de kaldte "Myren", kørte de ud og holdt møder. Johannes betjente sin violin og ethvert klaviatur, der måtte befinde sig i mødelokalet, Valborg medbragte sin guitar og Ove en harpecitar. Alle tre havde flotte sangstemmer og optrådte med solosang og som forsangere til de populære kor, der gik deres sejrsgang. Johannes akkompagnerede til fællessangen og bidrog med personlige vidnesbyrd, medens Ove var mødets hovedprædikant. På den måde var det en total mødepakke, de bragte den taknemmelige menighed.

Sådan besøgte de også Osted, hvor Niels Peter Nielsen havde indrettet et missionshus, hvor den slags begivenheder kunne udfoldes. De unge har haft det godt sammen på møderne, og der er også blevet lejlighed til, at Johannes fik øje på den yngste datter, Mary, og Erhard så sig varm på den syngende Valborg.

Hvordan kontakten ellers blev dyrket er uvist, men Erhard havde på savværket den opgave at køre lastvognen, der transporterede virksomhedens produkter. En vigtig del af produktionen var opskæring af parketstave til Junckers Savværk i Køge. Derfor var han ofte på besøg der, så det var nærliggende at gøre en afstikker til Hjørnet og møde Valborg. Måske tog Mary en tur med og besøgte Johannes, men det ved vi ikke noget om. Men vi ved, at der blev to bryllupper i 1933: Valborg og Erhard i oktober og Mary og Johannes i december.

Som det var sædvane, flyttede bruden ind hos brudgommen, der havde til opgave at sørge for husly. Her betød det, at bruden blev medlem af et nyt patriarkat. Mary rykkede ind på den knebne plads på Hjørnet. Erhard byggede et hus i Osted ved siden af to andre af familiens boliger. Her fik han og Valborg deres første hjem. Under den myndige patriarkalske ledelse, som Niels stod for, gik det nok rimeligt de første år. De blev dog ramt af sorgen med et dødfødt barn i 1935. Katastrofen ramte året efter, da Niels i april uden varsel døde af et hjertestop..

Brødrene Karl, Thorlejf og Erhard aftalte at drive savværket videre i fællesskab. Karl, den ældste af dem, forsøgte formentlig at træde i faderens rolle, men det har ikke været på en måde, Erhard oplevede som rimelig. I hvert fald valgte han og Valborg hurtigt efter at flytte til Endeslev. Om der er blevet fundet midlertidig plads til dem hos Anders Rasmussen på Hjørnet, ved jeg ikke, men hvis det er tilfældet må pladsen i sandhed have været trang. Men nu var det Erhard, der indtrådte i et nyt patriarkat.

Valborgs broder, Ove, havde i mellemtiden bygget Sandgravhus ved siden af den gamle fattiggård. Fattiggården blev i disse år erstattet af et nyt kommunehus, der kom til at ligge på den anden side af Sandgravhus. Fattiggården, skråt over for Hjørnet, blev revet ned, og på denne grund byggede Erhard og Valborg det smukke stråtækte hus, hvor de kom til at leve det meste af deres liv. Der må dog også have været lidt husrum hos broderen, for Valborg var atter gravid og skulle føde, før huset var bygget færdig. Så hun fik barselsstue hos Ove og Theodora i Sandgravhus, hvor Kurt blev født i 1937. Patriarkatet fungerede.

Den grund, Valborg og Erhard erhvervede, var, vil jeg anslå, på 3-4 tdr. land, hovedparten landbrugsjord. Så der blev plads til både en velbygget landbrugslænge og den rundsav og båndsav, det for Erhard var så vigtigt at få opstillet på den sydøstlige del af marken. Det blev en bedrift med mange aktiviteter. Erhard passede i begyndelsen et fuldtidsarbejde på Junckers Savværk i Køge, men efterhånden fik han gang i sit eget savværk og nåede også at dyrke sit lille stykke jord.

Erhard var en mand, der altid arbejdede. Stærk og utrættelig. Der var altid dyr på stedet. Erhard måtte have en hest, og et par grise blev også passet. En af de store oplevelser for os børn var, når Erhard kom hjem med et gedekid. For det var lige så meget kærligheden til dyr som produktionsværdien, der optog ham.

Fjerkræet var det mest Valborg, der tog sig af. Der var kyllinger, høns, ænder og gæs, som var en "bonderøv" værdig. Og det var ikke tilfældige dyr, men udvalgte racer. Også kalkuner havde hun en periode. De blå huskatte satte hun stor pris på, men schäferhunden var Erhards tro følgesvend.

En særlig erhvervsepoke for familien Nielsen i Endeslev kom slagteriruten til at udgøre. Det var som så meget andet udsprunget af patriarkatet. I tilknytning til købmandsbutikken havde Anders etableret sig med udbringning af varer og tilrettelagt regelmæssige ruter for brød, kød og andre ferskvarer. Efterhånden som sundhedsmyndighederne iværksatte stadigt strengere regler for opbevaring og distribution af disse varer, blev det nødvendigt at udskille ruten med slagterivarer fra den øvrige udbringning. En periode var det Ove, der varetog opgaven, men på et tidspunkt, formentlig lige efter anden verdenskrig, overtog Erhard denne forretning.

Billedet viser Johannes med varebilen foran købmandsforretningen "Hjørnet"

I den første tid kørte Erhard med hestevogn, først efter varer på Køge Slagteri og derefter rundt til kunderne på egnen. Det var vigtigt at have en stærk og hurtig arbejdshest at spænde for vognen, og det havde Erhard blik for. I flere år var det en sort, velbygget vallak, der hed Sorteper. Den havde dog et lidt uroligt temperament, der kunne volde problemer. Normalt gik den ruten uden at kræve megen opmærksomhed. Når Erhard var færdig med at betjene en kunde, gik Sorteper videre uden styring til det næste sted på ruten. Men pludselig kunne den blive grebet af hjemlængsel, og så gik det i vild galop med vogn og varer slingrende efter sig hjem mod stalden. Nå, sagde vejens beboere, nu kommer Erhard nok snart gående.

I tilknytning til slagteriruten udviklede der sig efterhånden en betydelig egenproduktion. Først meget interimistisk, men efterhånden med indretning af kølerum, butikslokale og arbejdsrum. Her måtte Valborg og siden sønnen Kurt træde til.

Valborgs have var et kapitel for sig. Prydhaven anlagt og omhyggeligt plejet præsenterede huset på bedste måde, og i køkkenhaven stod afgrøderne snorlige og ukrudtsfri.

Også husets indre var præget af orden, og her herskede Valborg uden indblanding. Køkkenet med det store brændekomfur blev et nyt center under Valborgs trygge omsorg, da patriarken Anders ældedes. Han fik et særligt tilhørsforhold til stedet sine sidste år. Hans kone, Ellen Louise, lå syg og døde hos datteren, og Anders havde selv i en periode omkring 1940 bopæl der.

Valborgs køkken blev også et samlingssted for anden og tredje generation af patriarkatet, efter at den gamle patriark var død. Man følte sig altid velkommen, og en eller anden lækkerbid fra hendes eminente kogekunst faldt der hyppigt af til os børn.

Patriarkaterne har haft deres tid. Vi, der tilhører tredje generation, er stadig meget bevidste om den stærke påvirkning, vi fik i vores barndom og tidlige ungdom i den periode, hvor dette fællesskab var en afgørende del af vores verden. Med vore efterkommere, der er fjerde, femte og sjette generation, er vi spredt ud over danmarks- og verdenskortet. Men selv om bevidstheden herom bliver svagere hos flere og flere, vi jeg hævde, at vi er en stor flok mennesker, der stadig henter næring fra rødder, der blev plantet af to stærke patriarker i begyndelsen af forrige århundrede.








  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post11

Mælkedrengens drømmesyn

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Friday, December 22 2017 17:02:25

Min far elskede julen. Mange af hans fortællinger var julehistorier, og det gælder også denne llille beretning om mælkedrengen Jørn, som han skrev i december 1954.

Jørn var en køn dreng. Hans hår var mørkt, det var velfriseret og glat. Øjnene var mørkebrune og panden høj og ren. Han bar sit hoved på en rank og smidig krop, og hans ben, som hjulede en smule, flyttede sig med ikke alt for lange, men hurtige skridt, når han havde travlt. Og det havde han for det meste.

Han var 12 år og mælkedreng; femogtredive opgange og femogtyve kroner om ugen plus drikkeskillinger. Fra klokken seks hver morgen var det et trav uden ende. Femogtyve kroner var ikke mange penge, men de var nødvendige. Han syntes tit, når han travede af sted, at femogtyve kroner slet ikke svarede til de store anstrengelser.

Jørn så på alle de store værdier, der omgav ham på hans vej: Guldsmedebutikkens vinduer, stormagasinernes udstillinger og de flotte biler, der suste forbi ham. Hele det vældige mejeri med skinnende maskiner og redskaber i rustfrit stål og poleret metal. Direktørens mahognipolerede skrivebord og solide pengeskab. Hvad var han egne sølle femogtyve kroner ved siden af alt dette! Han travede videre og så for sig tværs over mælkeflasker og trappegange Lillesøsters gullokkede hoved. For hårets skyld kunne hun godt have været en rigtig engel. Alt ville han gøre for hende, og de femogtyve kroner skulle fordobles mange gange, det skulle han nok sørge for.

Han tog trappen i lange spring. Så sprængfyldt af kærlighed til Lillesøster var han, at de femogtredive opgange forsvandt bag ham som natten i morgensolens gyldne skær.

Det var få dage før jul. Jørn var ude af sengen i et afmålt sæt. Han så på sin mor med al den kærlighed, der kunne rummes i et par drengeøjne. Hvor han dog holdt af hende! Han kæmpede med for at bevare hjemmet. Det bestod af et par stuer og to kamre. I det ene sov mor og Lillesøster, og i det andet han selv.

Moderens ansigt var kønt, men lidt træt. Trætheden var faderen nok skyld i. Han havde brutalt kasseret hende for en anden kvinde, og Jørn forstod ikke, han havde kunnet gøre det. Han så igen på sin moder, og hun smilede til ham. Som i et tigerspring for han op fra måltidet og slyngede armene om hendes hals og kyssede hende.

”Mor”, råbte han, ”vær sikker på mig. Du skal få alt, hvad du savner, når skolen bliver forbi. Så bliver det ikke ved de femogtyve kroner”. Moderen trykkede sin dreng ømt til sig, og hendes hjerte bankede i glæde over hans iver.

”Verden er fuld af rigdomme, mor”, råbte han, før han sprang af sted ud i den råkolde decembermorgen, ”og jeg er på sporet efter nogle af dem”.

”Ja, min dreng, du tænker på penge, men den største værdi ejer de mennesker, som elsker”.

”Så er vi rige, du jeg og Lillesøster”, svarede Jørn og forsvandt.

Jørn var faldet i søvn den sidste aften før jul. Han havde travet hele den store by igennem. Lys fra tusinde lamper, farverne og neonlysene og glansen fra alle de store forretninger havde skåret sig ind i hans bevidsthed. Det var blevet en hel verdens rigdom, der betog hans tanker, da han bedømte det, han selv ejede. Femogtredive opgange og femogtyve kroner om ugen! Han sov trygt med smil om læben, da moderen slukkede lyset og lukkede hans dør.

Jørn stod med et på en bro af glinsende metal. Den strakte sig som en regnbue over en rislende krystalflod, der brusede af sted langt nede i dybet. Han blev svimmel, da han så ned, og klamrede sig til gelænderets blanke stålrør. Langt ude i det fjerne så han jordklodens mørke runding, som buede op af gyldne tågebanker. Der, hvor jordkloden endte, strakte der sig op i universets højder ligesom otte kæmpefingre af glødende ild. Det så ud, som om de kom fra vældige hænder, som holdt kloden på sine opadvendte flader.

Han vendte sig for at se, om tommelfingrene kunne ses ved randen af den sydlige afgrund. Fingrene blev bredere og bredere. Nu blev de som flammer fra vældige bål, og nu blev de til en bræmme af ild i vekslende farver, der gennemglødede hele rummet ovenover. Stjernernes glinsende mylder smeltede sammen i flammehavet og blev til et nordlys, der bølgede som et ocean i storm. Helt ind i himmelhvælvingens centrum sendte kloden sine flammelyn i hvidt, rødt og gult.

Et bjerg voksede ud af klodens runding, og ud fra bjerget rejste sig et flammende lys, der delte sig og blev til stjernekors, der stod som skinnende lysreflekser. En borg med tårne og spir lyste som marmor under stjernekorsenes snehvide pragt.

Jørn forstod, at det var Guds bolig, den himmelske, der viste sig på jorden. Derfra kom Guds søn fra en himmelsk herlighed til en fattig jord.

”Guds bolig er i Himlen”, sagde Jørn til sig selv, medens han klamrede sig til brogelænderet, ”og i deres hjerter som tror”, føjede han til. Det sagde lærer Sørensen i skolens religionstime.

Jørn kunne se på lærer Sørensen, at han troede på Gud. Han brugte ikke den almindelige lille bibelhistorie i undervisningen, men havde sin egen store, slidte bibel med. Der var et hak i det svære skindbind, slidt af at tommelfingeren holdt der. Men Sørensen var også snart ved den tid, da han skulle have sin pension. Jørn kunne godt se, at Sørensen fald af på den. Han kunne næsten se knoglen i hans finger gennem den klare, gennemsigtige hud, når den strøg hen over bladenes gulnede sider. Lærer Sørensen blev fjern i blikket, når han talte om Gud. Men hans øjne var klare og strålede som stjernerne deroppe ved borgen på bjerget. De så ud over klassens hoveder, tværs gennem skolens solide murværk og langt, langt bort over have og ørkener og dybt ind i en fremmed verden.

Jørn vidste ikke bestemt, om hans moder troede på Gud. Han kunne ellers næsten føle, hvad der foregik i hendes bryst, når han hvilede hovedet ved hendes barm. Moderens vilje var stærk, og hendes tanker så klare, at han næsten kendte det hele, før det rigtigt kom til udtryk. Det var det bedste, han vidste, når han kunne handle og opfylde hendes ønsker, før hun fik talt, og det gav også hende den største glæde. Når det gjaldt troen på Gud, følte han at mor var usikker, og det gjorde ham lidt bange. Men det trøstede ham, at lærer Sørensen havde sagt, at den, som havde kærlighed i sit hjerte, rummede noget af Gud. Og elske, det vidste han, at hans moder kunne.

Det glinsede i skinnende kobber og guld. En skikkelse af ufattelige dimensioner tonede frem. Som når billederne glider ind i hinandens perspektiv på biografens hvide lærred, sås et ansigt træde frem. Det var et menneskeansigt i kød og knogler. Snart var det en hel menneskekrop, som sad under en portalhvælving af det skønneste murværk. Det hele blev holdt oppe i siderne af et par herkulesfigurer, der stod med køller i hænderne, og på hvis hoveder portalen hvilede.

Kæmpeskikkelsen, klædt i de skønneste klæder med pressefolder lige til støvlesnuden, sad på en høj skammel af skønt udskårne planker af sort moseeg, der lignede det fineste ibenholt. På sit skød med armene stukket under og fingrene fattende kanten holdt skikkelsen en platform af blankslebet granit, der var så stor, at dens ender knapt kunne skimtes, og den forkant rakte næsten helt frem til, hvor Jørn stod.

Jørn undrede sig over kæmpeskikkelsens øjne. Deres pupiller var uhyggeligt store, sorte som skorstenssod og dybe som de bjergtunneler, han havde hørt om i skolens geografitimer.

På platformen stod der en hel storby. Der var rygende fabriksskorstene, vældige haller med tårnhøje vinduer, der var turbiner og smedeesser, hvor gnisterne sprang. Gigantiske kamhjul roterede foran hvidglødende ildsteder, der var gader med huse så høje som skyskrabere og et hav af neonlys i strålende farvefelter. Og midt ned ad hovedgaden kørte Jørns mælkevogn. Til hans forbavselse kørte den uden ham. Han var stiv af rædsel. Han ville råbe til den og fyldte sine lunger til bristepunktet med luft og satte kraft på. Men der kom ikke en lyd over hans læber, og Jørn så til sin sorg, at vognen forsvandt længere og længere væk. Han ville løbe efter den, men fødderne ville ikke lystre ham. Han var som naglet til pletten, ikke et knogleled var det ham muligt at bevæge.

Helt ude fra storstadens yderste grænse løb en gylden strøm. Den fandt vej over gader og huse, gennem fabrikker og magasiner, over torve og stræder. Den banede sig vej bag om skikkelsens ryg og løb helt ud til den modsatte grænse af staden. Der vendte den sit løb og gled tilbage længere fremme. Den fortsatte frem foran skikkelsens ansigt, og dens gyldne skær lyste ind i de dybsorte pupiller. Og Jørn så dybt, dybt ned i dem. Der var et mylder af liv. Kulgruber var det. Hundreder af snavsede mænd hakkede og skovlede som gale. Sveden fra deres pander løb ud af øjenhullerne og blandede sig med den gyldne strøm, som blev bredere og mere svulmende. Til sidst løb den ud i en dalsænkning og blev til en eneste stor sø af smeltet guld.

Højt oppe i himmelrummet foran nordlysenes flammetunger brusede det mest knaldrøde fartøj frem. Det lignede det store lyntog, han havde set om eftermiddagen i stormagasinets udstilling på strøggaden. Han havde ønsket, det ville stå med sine blanke stålskinner under juletræet, når det skulle tændes. Det var så dejligt at tænke det. Han havde kørt med det i tankerne. Det var der ingen, der kunne tage fra ham, og med hensyn til det uopnåelige, at blive virkelig ejer af dette vidunder af teknik, som det føltes for ham, så var han næsten stillet tilfreds allerede gennem livet i sin egen tankeverden.

Nu var det deroppe i rummet. Nej, det var langt større og heller ikke helt det samme. I sin svimlende fart trak det lange striber af lys efter sig. Det var vist fra en helt fremmed verden, dette mærkelige, skiftende lys. Det sprang fra orange til helt gult, og nu var det violet, nu gyldenrødt med grønne kanter og med striber af det mest blåhvide lys, han nogensinde havde set. Langt stærkere end det fra lysstofrørene i mejeriets aftapningshal.

Nu myldrede skikkelserne frem omkring det. De havde alle sammen Lillesøsters gyldne hårlokker på hovedet. Deres klæder var silkeglinsende, og alle havde de vinger. Mon det var engle? Den unge lærer på skolen havde fortalt, at alt det om engle var noget overnaturligt pjat. Der var ingen engle i virkeligheden, kun dem af papir på juletræet. Og så var der lige dem i sindet på de mennesker, der gjorde noget godt mod andre uden at regne med deres egen fortjeneste ved det.

Jørn var ikke tilfreds med forklaringen, og han havde funderet over problemet på sin vej med mælkeflaskerne. Han ville være dybt skuffet, hvis det skulle vise sig, at lærer Grud havde ret. Han var ellers en flink fyr, den lærer, særligt til sport og dans og den slags. Men Jørn var ikke tilfreds med hans øjne. De så ikke ret langt.

Jørn kunne lide lærer Sørensens øjne, fordi hans blik gik gennem murværket og igennem loft og gulv. Lærer Gruds øjne nåede dårligt nok ud over kanten af katederbordet. Men der var jo også meget længe til, at han skulle på pension, så måske blev det bedre med ham med tiden.

Så stærkt havde Jørn den dag spekuleret over englenes tilværelse, at hans støvlesnude stødte mod kanten af det øverste trappetrin på tredje sal. Han gik lige på næsen, og i et vældigt rabalder knuste han en mælkeflaske mod reposens blankpolerede terrassogulv.

Fru Nikolajsen kom farende ud og stod over for ham i blomstret natkjole og morgentøfler med hvid dusk. Jørn havde aldrig rigtigt kunnet lide hende, og han ærgrede sig over, at det netop skulle ske ud for hendes dør.

Han bad om undskyldning, men fru Nikolajsen smilede til ham under en krans af papillotter. ”Det var godt, du ikke skar dig, Jørn” sagde hun venligt. ”Du skal ikke sinke dig med det her, jeg skal nok feje skårene op og vaske mælken bort. Og flaske og mælk kan du skrive på mit regnskab”.

Jørn havde været så forbavset, at han knapt fik sagt tak. Han undrede sig over fru Nikolajsen. Det var sikkert en af lærer Gruds mennesker med en engel i sindet, tænkte han, for vinger havde fru Nikolajsen i hvert fald ikke.

Alligevel var Jørn ikke helt tilfreds, selv om der var engle af papir og nogle i hjerterne. Han syntes, han følte en fattigdom, som han ikke kunne forklare, hvis han måtte regne med, at der ingen rigtige engle var med vinger, der kunne føre dem fra himmel til jord.

Dem deroppe omkring det frembrusende fartøj i rummet havde vældigt travlt. De kom alle vegne fra med bundter af skinnende stålskinner, som de rullede ud foran lysfartøjet. De kunne dirigere retningen lige hvorhen de ville. De satte kursen for fartøjet mod guldsøen, og med en rasende fart i cirkler og striber af ild og lys ramte rumfartøjet de flydende guldmasser. Guldet blev presset højt op i rummet, og der blev som raketstriber i et gigantisk kæmpefyrværkeri, og som gyldne regnkaskader faldt dråber af alle størrelser som glødende lava ned over hele den vældige stad. Guldregnen faldt på gader og veje, på hustage og på torve. Og folk løb som besatte for at samle guld. Der var larm af cykler, biler, knallerter, ja alt, hvad der havde ben og hjul. Mennesker sloges. De løb eller kørte over hinanden. Politiet trak stavene og slog løs. Militæret rykkede ud. Riflerne knaldede, kanonerne tordnede. Jetflyene drønede hen over byen. Bomberne bragede, og lyden fra ambulancernes sirener skar som dolke gennem trommehinderne.

Menneskeskikkelsen, der holdt det hele i sit skød, var uanfægtet, og han så tilfreds ud. Jørn var fyldt med den største spænding. Nåede guldregnen helt ud, hvor han stod? Jo, nu kom den. Ganske få dråber faldt nær ved. Han rakte hænderne ud for at fange dem, og nu faldt de på hans håndflader. En vidunderlig fryd gennemstrømmede hans sind.

”Jeg bliver rig, jeg bliver rig”, lød det igennem ham. ”Blot ved at række hænderne frem bliver jeg rig”. Det jublede i hans hjerte, og i sin glæde så han Lillesøster og Mor lige foran sig. Men hvad var det? Guldet smeltede bort ved hændernes varme, og da han så nøjere til, så han, at det var snekrystaller, der ramte hans hænder. Han sukkede modløs og forsagt. ”Nej”, sagde han til sig selv, ”guldet nåede altså ikke helt herud”.

Da rumtoget havde pløjet guldsøen op, vendte det kursen opad, helt op mod spidserne af de højeste nordlysflammer. Og der, højt, højt oppe knækkede det pludselig over i to halvdele. Og lige under punktet, hvor det bristede, kom den mest underskønne gulddråbe til syne. Den var så ren og klar, at den slet ikke lignede alt det andet guld, han havde set.

Fartøjet blev til to vinger, som med den gyldne dråbe imellem sig dalede lige ned mod stedet, hvor Jørn stod. Det var de dejligste vinger med lange, slanke svingfjer, og ganske stille kom de nærmere. Den ene nåede ham først og lagde sig varsomt over ham. Den anden tøvede et øjeblik, og Jørn så under spidserne af de hvide svingfjer en guldring på kæmpens finger. Den bar en diamant, som funklede og gnistrede i sine slebne facetter. Den var så stor, at den til begge sider nåede ud over de to fingre.

Jørns øjne hang ved dem. Hvem der ejede en sådan diamant! Alle billederne foran ham var helt gennemsigtige, og han så lige gennem gudsfigur og bjergborg ind i det brændende nordlys. Nu lagde den anden vinge sig nænsomt over hans modsatte kind og skulder. Gulddråben, der stadig var så ren og fin, lagde sig lige på hans mund. Den varmede hans læber, og der gik en rislen lige ind i hans hjerte. Han følte sig så lykkelig, som ejede han alverdens guld og diamanter.

I samme øjeblik nåede moderens stemme hans bevidsthed. Hun stod bøjet over hans seng og nævnte hans navn. Hendes svære, kastanjebrune hår, som var skilt i midten, var faldet ud over Jørns kinder og skuldre, da hun bøjede sig over ham og trykkede det kærligste morgenkys på hans mund.

”Det er tid, du skal op, Jørn” sagde hun, da han slog øjnene op. ”Ja, mor!”. Hvor var det skønt og forfærdeligt på en gang. Han så lige ind i moderens dejlige ansigt og slog armene om hendes hals. ”Nu ved jeg, det bedste i verden er mor!” Lidt undselig føjede han til: ”Det er din kærlighed, mor, og dine kys er bedre end det reneste guld”.

Da juletræet den aften blev tændt, faldt Jørns øjne på en vældigt lang pakke, og hans hjerte bankede i spænding, da han for sig selv forsøgte at gætte.

Enderslev, den 19. december 1954

Ove Rasmussen



  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post10

En bil jeg aldrig glemmer

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Monday, April 25 2016 09:04:31

Farbror Johannes var købmand i landsbyen Enderslev i Østsjælland, hvor jeg voksede op (se omtalen af "Hjørnet" nedenfor). Forretningen bragte varer ud til egnens huse og gårde. Vi er i slutningen af 1940'erne, hvor meget få havde egen bil.

Johannes Rasmussen havde efter krigen anskaffet en Ford T årgang 1921. Det var den, man kaldte HGF (Høj Gammel Ford). Den havde ikke speeder, men regulerede farten med håndgas. Gearet var tre pedaler - første, andet og bakgear.

Vi børn var som regel med på vareturen. Det var en personvogn, men bagsædet var taget ud for at give plads til varerne. Der sad vi mellem ølkasser og papkasser, medens den gamle Ford humpede af sted på de ujævne veje, der langtfra alle var asfalterede, og hvis de var, havde slemme huller i kørebanen. Så vi sad på en ølkasse og holdt på de løse dele, som ellers ville rasle rundt i vognbunden. Støjen var øresønderrivende.

Prisen for at komme med på vareturen var at starte bilen. Det var ikke så nemt, som det lyder. Det foregik selvfølgelig med håndsving, men for at lette processen hejsede vi det ene baghjul op på donkraften. Jeg tror, det var den tids differentiale, der ikke var helt letløbende, eller også var det bare defekt. Når baghjulet var hejset op, kunne det dreje frit rundt, når vi drejede håndsvinget, og så gik det hele meget lettere.

HGF'en var lunefuld. Den kunne finde på at slå håndsvinget baglæns, når man drejede det rundt, hvis tændingen var stillet for højt. Det kunne give et voldsomt slag over armen, hvis man ikke passede på. Chokeren havde man brug for at regulere ude ved håndsvinget. Det foregik med et stykke ståltråd, som farbror Johannes havde fastgjort ved karburatoren og ført ud ved siden af køleren.

Starten kunne tage en rum tid, og glæden var stor, når motoren endelig hostende kom i gang. Vi hejsede baghjulet ned, og så kom Johannes, der ikke kunne undgå at høre, at projektet var lykkedes, og vi kørte af sted. Om vinteren havde vi snekæder med, og dem kunne der godt blive brug for på de små veje. Der var ikke noget der hed varmeapparat, så vi frøs drabeligt på vinterturene. Ikke mindst fordi Johannes også var nyhedsformidler og tit lod os vente, når han besøgte de videbegærlige kunder. Det blev ikke bedre, da bilen efter kort tid mistede en siderude.

Men den gamle Ford T var en vigtig del af vores fællesskab, og ingen strabadser kunne afholde os børn fra at stå klar, næste gang farbror Johannes kaldte til varetur.





  • Comments(1)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post9

Fra Nylars til Christiansø

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Wednesday, December 11 2013 11:23:21

Midt mellem Rønne og Åkirkeby ligger landsbyen Nylars. Den er kendt for sin rundkirke, der er en af Bornholms smukkeste og bedst bevarede. Kirken tilhører Nylarsker sogn, der desuden omfatter Lobbæk og kystbebyggelsen Arnager.

Foto: Lilli-Ann Studsgaard 2014

Kirken har gennem flere hundrede år været midtpunkt for livet i Nylarsker sogn. Vi skal her se lidt på en lille familieklan i Holmslægten, der havde hjemsted i Nylars og Arnager i det syttende og attende århundrede. Det var en tid, hvor kirkelivet spillede en central rolle for alle sognets beboere. Kirken var det afgørende samlingspunkt. Alle vigtige begivenheder udlevede beboerne her. De store glæder og de store sorger som ægteskab, fødsler og dødsfald blev markeret i menigheden, og julen og de andre store højtider fejredes ved deltagelse i gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Armoden var stor og tillod ikke festivitas i hjemmet, som vi kender det ved juletid.

Også det mere skandaleprægede havde sin plads i den kirkelige omsorg for beboerne. Her må vi erkende et enkelt mindre flatterende eksempel i slægten.

Tip-5 oldefar, Hans Eschildsen, blev født i Nylars i 1687. Han giftede sig i 1713 med Giertrud Olsdatter, og i juni 1715 lader de deres første barn, sønnen Ole, døbe i kirken.

Tilsyneladende har Hans haft svært ved at holde sig i ro under konens graviditet, for i maj måned året efter står Ellen Pedersdatter fra Rønne frem i Nylars kirke til offentligt skrifte og udlægger som fader til sit uægte barn ”Hans Eschildsen, en gift mand her fra sognet”. Hans får ikke lov at dø i synden, så samme år i september, må han offentligt skrifte sit begåede ”lejermål” i kirken.

Efter at have skænket ham 4 børn dør Giertrud omkring 1730. I 1731 gifter Hans sig med en ny Giertrud, nemlig Giertrud Eschildsdatter, som bliver min tip-5 oldemor. Deres første barn, tip-4 oldemor, døbes i april 1732 og får også navnet Giertrud.

Men Hans er vist en skidt fyr. Også denne gang efterfølges den førstefødtes fødsel af skandale. Midt i juleforberedelserne, den 2. søndag i advent, må han atter skrifte i kirken. Denne gang har han begået tyveri.

Straffen for tyveri var på det tidspunkt barsk. Om Hans måtte udstå en verdslig straf kan måske afsløres ved at finkæmme tidens bornholmske retsprotokoller. Kirkebogen siger ikke noget om det, men det ville være et overmåde barmhjertigt træk, hvis sognefoged og præst har ladet den verdslige retsforfølgelse erstatte af bodsøvelse i kirken. I så fald kan man heller ikke se bort fra det hensyn, at kone og børn ville ligge sognet til byrde under et langvarigt ophold i tugthuset. Men det er selvfølgelig kun spekulationer.

Hos Hans og hans to gange Giertrud opvoksede 5 børn. Desuden døde en som spæd og en blev kun fire år. Mindst et plejebarn er der også blevet plads til.

På samme tid levede i Arnager en anden familie, der kom til at indgå i slægtstræet. Det var Didrich Stephansen og hans kone Inger med deres 3 børn. Det var en god og respektabel familie. Sønnen Peder Didrichsen fik til alt held øje på vores egen Giertrud og giftede sig med hende. Med afsæt i sin gode baggrund og sikkert med hjælp fra faderen erhvervede Peder 12. selvejergrund i Nylars og blev udbygger. Peder og Giertrud opfostrer sammen 8 børn på udbyggerstedet.

Et af børnene, Anders Pedersen, afslutter slægtskapitlet i Nylars. Han drager til Christiansø og bliver soldat og commando matros på fæstningen. Her har han deltaget i de dramatiske begivenheder under Englandskrigen 1807-14, efter at englænderne havde bombarderet København og røvet den danske flåde i september 1807. Der foregik en omfattende kapervirksomhed med kanonbåde og småskibe fra øfæstningen med opbringelse af engelske handelsskibe. Skibene og deres ladning blev solgt på offentlig auktion på Christiansø, på Bornholm eller i København. Dette autoriserede pirateri var en del af den begrundelse, man har brugt til at forklare de engelske orlogsskibes voldsomme bombardement af Christiansø og Frederiksø i oktober 1808. Meget tyder dog på, at englænderne havde planlagt invasion og erobring af fæstningen, men opgav i tide.

Anders Pedersen gifter sig med Sidsele fra en soldaterfamilie på Christiansø. De får sønnen Ole Andersen, som også bliver soldat ved fæstningen, men ulykkeligvis drukner på en fisketur i 1817, 24 år gammel. Ole var gift med Marie Esbersdatter fra en anden soldaterfamilie på øen. Deres eneste fælles barn, Cicilie, og hendes mand, Isak Jensen Holm, bliver forældre til blandt andre den navnkundige menighedsforstander i Rønne, P.A. Holm og min oldefar, snedker Ole Jensen Holm, som jeg har omtalt i en anden af mine anekdoter: ”Krigerne 1864”.

Familien nåede også at få en plads i Danmarks royale historie. Da en af sønnerne skulle døbes, faldt det sammen med Kong Frederik den syvendes besøg på Christiansø. Kongen og hans elskede gemalinde, Grevinde Danner, født Louise Rasmussen, foretog i 1851 en rundrejse i Danmark året efter indgåelsen af det ægteskab, der forargede det danske borgerskab.

Besøget på Christiansø faldt sammen med dåben af to drengebørn den 8. august. Den ene var Isak og Cicilies søn. Efter kongens ønske stod han selv fadder til børnene med Grevinde Danner som gudmor. Forældrene modtog en dåbsgave på 120 rigsdaler fra kongen og grevinden. Begge drengene blev døbt Frederik som første fornavn efter ønske fra den kongelige fadder. Vores egen slægtning fik et royalt fornavn mere. Han blev døbt Frederik Christian Holm.

Mange andre gode historier kan fortælles om slægten Holm. Lad os derfor her i adventstiden glæde os over, at det ikke blev Hans Eschildsens tvivlsomme karaktertræk, der kom til at sætte sit præg på slægten, men andre respektable folk – heriblandt fra Nylars og Arnager.

  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post8

Moster Lenes klaver

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Friday, March 01 2013 19:10:47

7. februar 1924 bestilte frk. Theodora Holm, Slagelse (min mor) et klaver med betegnelsen B18 M hos HORNUNG & MØLLER. Klaveret blev sat i produktion som nr. 33.488 og var færdigt til levering den 14. april 1924. Prisen var kr. 2.200.

Hans Majestæt kong Christian X købte 2 dage senere samme sted et flygel, der fik varenummer 33.500 og kostede kr. 4000.

Klaveret befinder sig i dag hos mig. Om kongens flygel stadig står på Amalienborg, har jeg ikke undersøgt.

Hvorfra ved jeg det?

Det hæderkronede HORNUNG & MØLLER, fremstillede fra etableringen i 1827 til det lukkede i 1976 mere end 50.000 pianoer og flygler. Hvert eneste af disse kvalitetsinstrumenter blev indført i nummerbøger med varenummer, varebetegnelse, købsdato, produktionsdato og købers navn og adresse. Nummerbøgerne findes på Rigsarkivet og er nu blevet digitaliseret og lagt på Statens Arkivers hjemmeside, www.sa.dk.

Min mors klaver fik en lang, begivenhedsrig historie i slægtens varetægt.

Familien har altid omtalt det som ”Moster Lenes klaver”. Dora og Lene (Theodora og Magdalene) var eneste børn af forstanderen for Slagelse baptistmenighed, Frederik Theodor Holm. Da klaveret blev købt var Dora 23 og Lene 20 år. Det blev storesøster, som kom til at stå for anskaffelse og finansiering af det kostbare instrument. Men det var Lene, der betalte. Herunder ser vi pigerne nogle år tidligere. Det er Lene til venstre.

De to søstre var telefonistinder på Slagelse telefoncentral. Meget af deres fritid gik med at bistå faderen i menighedslivet, og her indgik musik og sang som en vigtig del. De gennemførte begge den obligatoriske undervisning hos spillelærerinden og blev i stand til med nogenlunde sikkerhed at betjene piano og orgel. Lene ønskede brændende sit eget instrument, og trods en vis forargelse i omgivelserne gik hun ind i det nødvendige afbetalingsarrangement.

Så i 1924 ankom klaveret til hendes mors og fars hjem, Tordenskjoldsgade 5 i Slagelse.

I 1931 flyttede Lene med sin mand, Poul, og klaveret til Østrigsgade på Amager. Her stod det i 5 år.

I 1936 købte de et hus på Borrebyvej 62 i Brønshøj, og her stod klaveret de næste 20 år. Det var husets klenodie opstillet i den fine stue, hvor vi som børn kun færdedes under opsyn. Vi lyttede andagtsfuldt, når Moster Lene eller Mor anslog tangenterne til fællessang. Moster Lene fortalte stolt, at klaverstemmeren altid indprentede hende, at det var et enestående instrument med en uforlignelig klang, som hun skulle passe godt på.

Omkring 1956, da Poul Brandt Johansen blev direktør for Køge Trævarefabrik, fulgte klaveret selvfølgelig med til direktørboligen på havnen i Køge.

1967 døde Poul, og Lene flyttede til en lejlighed i København, hvor hun ikke havde plads til klaveret. Derfor overtog min søster Tove og hendes mand, Johannes Pedersen, det. Klaveret flyttede til Ceylonvej på Amager. Her stod det de næste 22 år.

I 1989 tvang sygdom Tove og Johannes til at sælge huset og flytte i lejlighed, og nu fik jeg lov til at overtage klaveret, der flyttede ind hos os på Nyvej 15 i Slagelse. Efter 65 års rejse på Sjælland, var det tilbage.

1996 flyttede jeg med familie og klaver til Glentevej 5 i Slagelse. På klaveret stod en gammel lampe. En nat gik der overgang i lampen, og den startede en ildebrand, som betød, at låget, forsiden og det ene endestykke på klaveret blev stærkt medtaget. Forsikringsselskabet lyttede til min historie om klaveret og godkendte, at en møbelsnedker satte det i stand. Snedkeren udskiftede de ødelagte dele og finerede dem med cubafiner, som i farve og nuancer passede perfekt sammen med resterne af det oprindelige. Det fortjener at blive nævnt, at møbelsnedkeren var Bruno Hansen, som senere var den, som fremstillede og monterede den fantastiske træbeklædning, som dækker den indvendige del af Københavns nye operahus og efterfølgende også operahuset i Oslo.

2007 solgte vi huset i Slagelse og flyttede til Markmandsgade. Klaveret er djævelsk tungt. Da flyttemændene havde slæbt det op på 2. sal, faldt den ene sammen af udmattelse på trappeafsatsen foran lejligheden Men klaveret var tilbage på Amager for tredje gang.

2009 flyttede vi til en mindre lejlighed i København, og derfor måtte klaveret på den lange rejse til vores fritidshus i Stenbjerg, Thy.

Det er foreløbig slutningen på næsten 100 års rejse gennem landet, hvor 5 generationer, fra Frederik Holm til Doras oldebørn, har haft fingre på tangenterne på Moster Lenes klaver.

  • Comments(2)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post7

Garnisonssmedene

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Thursday, December 22 2011 14:26:42

Garnisonssmeden var en vigtig person på Fæstningen Christiansø. Han skulle sørge for, at fæstningens våben og militære udstyr til enhver tid var kampdueligt. Samtidig skulle han varetage alle de sædvanlige opgaver, der påhvilede en smed i et lille øsamfund. Fæstningskommandanten og den militære ledelse i København har derfor sikret gode vilkår i smedehuset, der ligger som nabo til Lille Tårn på Frederiksø. Der var arbejde for mere end en, så smeden havde en svend i smedjen. Nedenfor ses smedens hus, som jeg fotograferede i 2010. Bagved skimtes taget af Lille Tårn.

Fra 1769 til 1820, altså gennem mere end 50 år, varetog vore aner fra slægten Holm stillingen som garnisonssmed. Det var en gren af den navnkundige Sander Dichs efterkommere. Min tip-3 oldefar, Eskild Hansen Dich, søn af smeden i Gudhjem, blev svend hos garnisonssmeden i 1766 og overtog selv stillingen tre år efter.

Der er grund til at tro, at smeden havde høj status. Det antydes ved den hyppige brug af Eskild og hans kone som faddere for især det etablerede borgerskab på øen. Men det bedste vidnesbyrd er den respektfulde omtale i kirkebogen ved hans begravelse. Teksten lyder:

1793 den 9de Juli blev Fæstningens Smed Eskild Dich begraven, som havde tjent troe i Kongens Arbejde i 27 Aar og nu havde udtjent. - Haaber at han blev af Naade af deres Tal (dvs. en af dem) , som hvile salig af deres Arbejde etc: Og at hans Møje, Arbejde og Elende (timelig Armod havde han ikke) er kommen til en Salig Ende. - i sin Alders 55de Aar.

Det er et særsyn, at afdøde på denne måde i kirkebogen får omtale ud over de faktuelle data i forbindelse med dødsfaldet. Præsten har i sin fromme nidkærhed udmalet jordelivets elendighed, men så kommer han i tanker om, at elendigheden måske ikke var helt så stor for smeden, og tilføjer derfor den parentes, der fortæller, at Eskild ikke har oplevet timelig armod. Det må man i høj grad bifalde, eftersom det af skiftebogen fremgår, at Eskild døde som en holden mand. Nettoformuen var på over 373 sølvdalere, herunder et hus i Gudhjem.

Eskild og Helvig fik 10 børn, hvoraf flere døde som små. En af Eskilds sønner, Diderik, overtog faderens stilling og tjente som garnisonssmed i 27 år. Formentlig har han kunnet se de begrænsede muligheder for familien på det hensygnende fæstningsanlæg. Hans far havde tjent på fæstningen i en periode, hvor den stadig havde stor strategisk betydning. Det havde den også under Englandskrigen i begyndelsen af Dideriks tjenestetid, men derefter aftog dens militære betydning hurtigt.

At vende tilbage til smedefamilien Dichs base i Gudhjem var ikke løsningen. Her drev hans slægtsfæller fortsat erhvervet, så der var ikke plads til endnu en smed i det lille samfund. I stedet valgte Diderik en anden af Christiansøs færgeforbindelser. Den 4. februar 1820 i en alder af 51 år forlader han øen med kone og 7 børn og drager til købstaden Svaneke, stedet hvor hans stamfader, skotten Sander Dich, 220 år før var gået i land. Her slår familien sig ned, og dermed bliver Svaneke næste station i dette aneforløb gennem Dideriks søn Christen, der på det tidspunkt er en dreng på 9 år.

  • Comments(0)//anekdoter.flemmingholm.dk/#post6
Next »