Anekdoter

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

To patriarker

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Saturday, March 16 2019 16:45:44

I anekdoten ”Hjørnet” nedenfor beskrev jeg, hvordan min farfar, Anders Rasmussen, opbyggede sin og familiens tilværelse, fra han omkring starten af Første Verdenskrig grundlagde købmandsforretningen "Hjørnet" i Endeslev.

Som en god patriark tog han hånd om børnene og senere deres familier og sørgede for, at der kunne etableres familieejendomme for dem på nabogrunde til købmandsforretningen. Men han forventede til gengæld, at patriarkatets medlemmer stillede sig til rådighed for fællesskabet. Anders havde aldrig selv følt trang til at gøre brug af sin oplæring som tømrer, men sønnen, Ove, førte håndværkstraditionen videre, og det forstod Anders at gøre brug af i opbygningen. Den yngste søn, Johannes, gik ind i handelsvirksomheden, så dermed var grundlaget for et bredt lokalt erhvervsfællesskab på plads.

Når patriarkatet fik en usædvanlig styrke, hang det sammen med, at også det åndelige fællesskab rettede sig indad og væk fra omgivelserne. Det var præget af de frikirkelige kræfter med tilknytning til Baptistsamfundet i et ellers traditionelt folkekirkeligt lokalsamfund. Også musikken, den frikirkelige populærmusik, knyttede hjemmene omkring "Hjørnet" sammen.

I Osted syd for Roskilde var der i samme periode opstået et tilsvarende patriarkat omkring Niels Peter Nielsen. Også Niels Peter var tømrer, uddannet som møllebygger, og han oprettede og drev forretning fra Osted og Kirkebjerg savværk. Hans 11 børn med Marie indgik i fællesskabet. Drengene blev oplært i tømrerfaget og tilknyttet savværket. Datteren Mary tog sig af savværkets kontor. Familien blev kernen i den lokale afdeling af Det danske Missionsforbund omkring århundredeskiftet. Flere i børneflokken havde gode musikalske anlæg, så også her blev musikken en vigtig del af fællesskabet.

De to patriarkater fik kontakt, og billedet viser et af deres møder. Yderst til venstre har vi patriarken fra Osted, Niels Peter Nielsen, der har blikket rettet væk fra kameraet. Dernæst i forreste række Valborg Rasmussen og Mary Nielsen. I midten patriarken i Endeslev, Anders Rasmussen, derefter Marys bror, Bøje, med hunden og endelig Anders kone, Ellen Louise, arm i arm med Marie Nielsen. I bageste række har vi først en mand med hat, der kunne være Erhard Nielsen, men det er lidt usikkert. Næste mand med hat og hund er højst sandsynligt min far, Ove Rasmussen, men det kan også være hans bror, Johannes. Theodora Rasmussen født Holm, min mor, kikker frem mellem Anders og Bøje.

Mødet mellem familierne udviklede sig i begyndelsen af 30'erne, da min far, Ove Rasmussen, med sin Theodora var vendt tilbage til Endeslev efter nogle års ophold i Slagelse. De tre søskende, Ove, Johannes og Valborg dannede en trio, der blev meget populær i sjællandske missionshuse og frikirkemenigheder. I en lille rød bil, de kaldte "Myren", kørte de ud og holdt møder. Johannes betjente sin violin og ethvert klaviatur, der måtte befinde sig i mødelokalet, Valborg medbragte sin guitar og Ove en harpecitar. Alle tre havde flotte sangstemmer og optrådte med solosang og som forsangere til de populære kor, der gik deres sejrsgang. Johannes akkompagnerede til fællessangen og bidrog med personlige vidnesbyrd, medens Ove var mødets hovedprædikant. På den måde var det en total mødepakke, de bragte den taknemmelige menighed.

Sådan besøgte de også Osted, hvor Niels Peter Nielsen havde indrettet et missionshus, hvor den slags begivenheder kunne udfoldes. De unge har haft det godt sammen på møderne, og der er også blevet lejlighed til, at Johannes fik øje på den yngste datter, Mary, og Erhard så sig varm på den syngende Valborg.

Hvordan kontakten ellers blev dyrket er uvist, men Erhard havde på savværket den opgave at køre lastvognen, der transporterede virksomhedens produkter. En vigtig del af produktionen var opskæring af parketstave til Junckers Savværk i Køge. Derfor var han ofte på besøg der, så det var nærliggende at gøre en afstikker til Hjørnet og møde Valborg. Måske tog Mary en tur med og besøgte Johannes, men det ved vi ikke noget om. Men vi ved, at der blev to bryllupper i 1933: Valborg og Erhard i oktober og Mary og Johannes i december.

Som det var sædvane, flyttede bruden ind hos brudgommen, der havde til opgave at sørge for husly. Her betød det, at bruden blev medlem af et nyt patriarkat. Mary rykkede ind på den knebne plads på Hjørnet. Erhard byggede et hus i Osted ved siden af to andre af familiens boliger. Her fik han og Valborg deres første hjem. Under den myndige patriarkalske ledelse, som Niels stod for, gik det nok rimeligt de første år. De blev dog ramt af sorgen med et dødfødt barn i 1935. Katastrofen ramte året efter, da Niels i april uden varsel døde af et hjertestop..

Brødrene Karl, Thorlejf og Erhard aftalte at drive savværket videre i fællesskab. Karl, den ældste af dem, forsøgte formentlig at træde i faderens rolle, men det har ikke været på en måde, Erhard oplevede som rimelig. I hvert fald valgte han og Valborg hurtigt efter at flytte til Endeslev. Om der er blevet fundet midlertidig plads til dem hos Anders Rasmussen på Hjørnet, ved jeg ikke, men hvis det er tilfældet må pladsen i sandhed have været trang. Men nu var det Erhard, der indtrådte i et nyt patriarkat.

Valborgs broder, Ove, havde i mellemtiden bygget Sandgravhus ved siden af den gamle fattiggård. Fattiggården blev i disse år erstattet af et nyt kommunehus, der kom til at ligge på den anden side af Sandgravhus. Fattiggården, skråt over for Hjørnet, blev revet ned, og på denne grund byggede Erhard og Valborg det smukke stråtækte hus, hvor de kom til at leve det meste af deres liv. Der må dog også have været lidt husrum hos broderen, for Valborg var atter gravid og skulle føde, før huset var bygget færdig. Så hun fik barselsstue hos Ove og Theodora i Sandgravhus, hvor Kurt blev født i 1937. Patriarkatet fungerede.

Den grund, Valborg og Erhard erhvervede, var, vil jeg anslå, på 3-4 tdr. land, hovedparten landbrugsjord. Så der blev plads til både en velbygget landbrugslænge og den rundsav og båndsav, det for Erhard var så vigtigt at få opstillet på den sydøstlige del af marken. Det blev en bedrift med mange aktiviteter. Erhard passede i begyndelsen et fuldtidsarbejde på Junckers Savværk i Køge, men efterhånden fik han gang i sit eget savværk og nåede også at dyrke sit lille stykke jord.

Erhard var en mand, der altid arbejdede. Stærk og utrættelig. Der var altid dyr på stedet. Erhard måtte have en hest, og et par grise blev også passet. En af de store oplevelser for os børn var, når Erhard kom hjem med et gedekid. For det var lige så meget kærligheden til dyr som produktionsværdien, der optog ham.

Fjerkræet var det mest Valborg, der tog sig af. Der var kyllinger, høns, ænder og gæs, som var en "bonderøv" værdig. Og det var ikke tilfældige dyr, men udvalgte racer. Også kalkuner havde hun en periode. De blå huskatte satte hun stor pris på, men schäferhunden var Erhards tro følgesvend.

En særlig erhvervsepoke for familien Nielsen i Endeslev kom slagteriruten til at udgøre. Det var som så meget andet udsprunget af patriarkatet. I tilknytning til købmandsbutikken havde Anders etableret sig med udbringning af varer og tilrettelagt regelmæssige ruter for brød, kød og andre ferskvarer. Efterhånden som sundhedsmyndighederne iværksatte stadigt strengere regler for opbevaring og distribution af disse varer, blev det nødvendigt at udskille ruten med slagterivarer fra den øvrige udbringning. En periode var det Ove, der varetog opgaven, men på et tidspunkt, formentlig lige efter anden verdenskrig, overtog Erhard denne forretning.

Billedet viser Johannes med varebilen foran købmandsforretningen "Hjørnet"

I den første tid kørte Erhard med hestevogn, først efter varer på Køge Slagteri og derefter rundt til kunderne på egnen. Det var vigtigt at have en stærk og hurtig arbejdshest at spænde for vognen, og det havde Erhard blik for. I flere år var det en sort, velbygget vallak, der hed Sorteper. Den havde dog et lidt uroligt temperament, der kunne volde problemer. Normalt gik den ruten uden at kræve megen opmærksomhed. Når Erhard var færdig med at betjene en kunde, gik Sorteper videre uden styring til det næste sted på ruten. Men pludselig kunne den blive grebet af hjemlængsel, og så gik det i vild galop med vogn og varer slingrende efter sig hjem mod stalden. Nå, sagde vejens beboere, nu kommer Erhard nok snart gående.

I tilknytning til slagteriruten udviklede der sig efterhånden en betydelig egenproduktion. Først meget interimistisk, men efterhånden med indretning af kølerum, butikslokale og arbejdsrum. Her måtte Valborg og siden sønnen Kurt træde til.

Valborgs have var et kapitel for sig. Prydhaven anlagt og omhyggeligt plejet præsenterede huset på bedste måde, og i køkkenhaven stod afgrøderne snorlige og ukrudtsfri.

Også husets indre var præget af orden, og her herskede Valborg uden indblanding. Køkkenet med det store brændekomfur blev et nyt center under Valborgs trygge omsorg, da patriarken Anders ældedes. Han fik et særligt tilhørsforhold til stedet sine sidste år. Hans kone, Ellen Louise, lå syg og døde hos datteren, og Anders havde selv i en periode omkring 1940 bopæl der.

Valborgs køkken blev også et samlingssted for anden og tredje generation af patriarkatet, efter at den gamle patriark var død. Man følte sig altid velkommen, og en eller anden lækkerbid fra hendes eminente kogekunst faldt der hyppigt af til os børn.

Patriarkaterne har haft deres tid. Vi, der tilhører tredje generation, er stadig meget bevidste om den stærke påvirkning, vi fik i vores barndom og tidlige ungdom i den periode, hvor dette fællesskab var en afgørende del af vores verden. Med vore efterkommere, der er fjerde, femte og sjette generation, er vi spredt ud over danmarks- og verdenskortet. Men selv om bevidstheden herom bliver svagere hos flere og flere, vi jeg hævde, at vi er en stor flok mennesker, der stadig henter næring fra rødder, der blev plantet af to stærke patriarker i begyndelsen af forrige århundrede.








  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.