Anekdoter

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

Hjørnet Enderslev

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Sunday, December 11 2011 11:30:28

Der kom i 2011 en ny bog af Jørgen Holstein: ”Vråby – en by i krogen”. Forfatteren bor Hovtvedvej 1 i Vråby, og er leder af Lokalhistorisk arkiv i Hårlev. Han beskriver ejendommene i Vråby sogn og deres beboere gennem tiden og kommer også ind på ”Hjørnet”, som i virkeligheden ligger i Endeslev sogn. Noget af det, han skriver, vidste min generation af Enderslevklanen selvfølgelig, men af hensyn til slægtens nye skud, vil jeg ikke begrænse mig til det, der er nyt for mig. Yderligere detaljer må I som sædvanlig opsøge på www.flemmingholm.dk.

Bogen har spændende omtale af ”Hjørnets” genbo, ”Lerskovhuset”, hvor Laura og Christian Jørgensen boede i min barndom. I katolsk tid var der skov på arealet ned mod Vråby (kan jeg dog ikke huske). Skoven var ejet af kirken, som byggede et kloster,” Lerskovhuset”, hvor munkene blandt andet opkrævede bompenge af folk, som passerede. Klosteret lå i sogneskellet, og man sagde, at munkene sov med benene i ”Wroby” (Vråby) og hovedet i ”Endisløff” (Endeslev). Klostret ophørte ved reformationen i 1536.

Jørgen Holstein fortæller: ”På hjørnet af Hestehavens nordlige side (Endeslev-siden) ligger ejendommen kaldet ”Hjørnet” med areal på 6 sk. land taget fra Snedkærgaards areal, og her kom Vråbys 1. mejeri til at ligge … nedlagt i 1898, da Skovkilde mejeri åbnede … I en periode var der købmandsforretning på ejendommen.” Det var disse bemærkninger, der satte mig i gang med nærmere at kortlægge Hjørnets historie.

Da Anders Rasmussen (farfar) i 1897 giftede sig med Ellen Louise, erhvervede de det nedlagte mejeri. Her blev Elna født i 1898. Året efter blev Anders ansat som avlsbestyrer hos sin svigerfar, skovfoged Ole Nielsen, og de flyttede til Abildgaardshuset i Vallø Storskov.

Anders havde en søster, Karen Marie, vi som børn kendte som ”Gammelfaster”. Karen Marie var opfostret hos sin moster, gift med gårdmand Ole Larsen på Endeslev Overdrev. Karen Marie giftede sig med Niels Peter Nielsen, der også havde boet på Overdrevet, men på dette tidspunkt var brugsuddeler i Ejby. Karen Marie og Niels Peter havde lyst til at vende tilbage til Endeslev, og de købte derfor i 1899 ”Hjørnet” af Anders Rasmussen. Niels Peter var uddannet slagter og fungerede samtidig som ”Handelsmand”. Han fik tilnavnet ”Niels Peter Købmand”.

Niels Peter Nielsen og Karen Marie flyttede til Kærvej 25 i Endeslev by omkring 1902 og etablerede slagterforretning. Hjørnet blev udlejet.

I Folketællingen 1906 bor slagter Jens Larsen Feigh på ”Hjørnet”. Det bekræfter, at der har været indrettet slagtefaciliteter. I Folketællingen 1911 har anvendelsen af ejendommen ændret sig med en omfattende boligudlejning. Foruden opsynsmand og regnskabsfører Niels Olsen og hans kone Sidste Marie bor der tre, som er på fattighjælp, og en aldersrentemodtager, en skovarbejder og hans kone og en slægtning. I den sydlige ende af huset bor Maren Sofie Hansen og Anna Margrethe Pedersen (Anna Sypige), der drev systue. De flyttede senere til den nedlagte telefoncentral, Lerskovvej 46, hvor de først i fællesskab og - i mange år efter Sofies død Anna alene - drev systue. Anders Rasmussen har nok haft en finger med i spillet omkring udlejningen, for både sypigen Sofie og slagter Jerns Feigh er i Folketællingen 1911 benævnt "Baptist".

I mellemtiden havde Anders Rasmussen været igennem økonomisk kollaps og tab af Hovtvedegård, men var ved at komme på fode igen som gårdbestyrer på Endeslev Overdrev.

Da ”Hjørnet” i 1913 blev til rådighed efter udlejningen, købte Anders ejendommen tilbage af Niels Peter Nielsen, der nu var slagter i Hårlev.

Udover den lille købmandshandel drev Anders blandt andet en slagterirute. Den bestod i, at han stod op kl. 4.00 og kørte med hestevogn de 14 km til Køge Slagteri efter slagtervarer, som han derefter udbød ved besøg på gårde og andre landboliger på sin rute. Sønnen Johannes måtte med og overtog senere ruten, som Ove derefter overtog og drev en årrække. Derefter blev den overdraget Egon Kort, hvorefter Erhard A. Nielsen, der var gift med Anders datter Valborg, og senere deres søn Kurt, drev den videre.

Men nu er vi ovre i beretningen om Ove, Johannes og Valborgs opbygning af Rasmussenkolonien omkring Hjørnet med opfostring af Anders Rasmussens 15 børnebørn. Den kan studeres i biografierne ved at klikke dem frem fra personerne på hjemmesiden.

Herover ses Hjørnet for 100 år siden (1911). De to piger foran huset er formentlig systuens indehaver Sofie (tv) og Anna Sypige.

Her er Hjørnet sidst i fyrrerne. Butikken er stadig i den sydlige del af huset på hjørnet af vejen til Hestehaven.

Billedet her er fra først i halvtredserne, efter at Johannes Rasmussen havde fået sin broder Ove til at foretage en større restaurering. Der er lagt nyt tag på, butikken er flyttet til den nordlige ende af huset, og indgangen til boligen er placeret midt i facaden. Dagligstuen ligger nu på hjørnet mod Hestehaven.

  • Comments(2)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Flemming Holm Wednesday, September 20 2017 16:57:55

Hej Lisbeth. Det var dejligt at høre fra dig. Vi har sikkert nogle andre fælles bekendte. Hvis du sender mig en e-mail til mail@flemmingholm.dk, kan jeg sende dig billedet som vedhæftet fil.

Posted by Lisbeth Strandgaard Sparving Wednesday, September 20 2017 10:07:10

Min oldefar, Carl Rasmus Hansen, var halvstorebror til Maren Sophie Hansen på billederne. Hun og hendes seks helsøskende mistede tidligt begge deres forældre, og min oldefar havde de yngre søskende i pleje i Tadskevadshuset (Kokkehuset) i Tessebølle.

Min fars morbror boede for øvrigt i nabohuset, Hestehaven 1. Der har jeg også boet til leje i mine unge dage.

Kunne man evt. få en kopi billedet med Sophie og Anna?