Anekdoter

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

En bil jeg aldrig glemmer

Slægtens historierPosted by Flemming Holm Monday, April 25 2016 09:04:31

Farbror Johannes var købmand i landsbyen Enderslev i Østsjælland, hvor jeg voksede op (se omtalen af "Hjørnet" nedenfor). Forretningen bragte varer ud til egnens huse og gårde. Vi er i slutningen af 1940'erne, hvor meget få havde egen bil.

Johannes Rasmussen havde efter krigen anskaffet en Ford T årgang 1921. Det var den, man kaldte HGF (Høj Gammel Ford). Den havde ikke speeder, men regulerede farten med håndgas. Gearet var tre pedaler - første, andet og bakgear.

Vi børn var som regel med på vareturen. Det var en personvogn, men bagsædet var taget ud for at give plads til varerne. Der sad vi mellem ølkasser og papkasser, medens den gamle Ford humpede af sted på de ujævne veje, der langtfra alle var asfalterede, og hvis de var, havde slemme huller i kørebanen. Så vi sad på en ølkasse og holdt på de løse dele, som ellers ville rasle rundt i vognbunden. Støjen var øresønderrivende.

Prisen for at komme med på vareturen var at starte bilen. Det var ikke så nemt, som det lyder. Det foregik selvfølgelig med håndsving, men for at lette processen hejsede vi det ene baghjul op på donkraften. Jeg tror, det var den tids differentiale, der ikke var helt letløbende, eller også var det bare defekt. Når baghjulet var hejset op, kunne det dreje frit rundt, når vi drejede håndsvinget, og så gik det hele meget lettere.

HGF'en var lunefuld. Den kunne finde på at slå håndsvinget baglæns, når man drejede det rundt, hvis tændingen var stillet for højt. Det kunne give et voldsomt slag over armen, hvis man ikke passede på. Chokeren havde man brug for at regulere ude ved håndsvinget. Det foregik med et stykke ståltråd, som farbror Johannes havde fastgjort ved karburatoren og ført ud ved siden af køleren.

Starten kunne tage en rum tid, og glæden var stor, når motoren endelig hostende kom i gang. Vi hejsede baghjulet ned, og så kom Johannes, der ikke kunne undgå at høre, at projektet var lykkedes, og vi kørte af sted. Om vinteren havde vi snekæder med, og dem kunne der godt blive brug for på de små veje. Der var ikke noget der hed varmeapparat, så vi frøs drabeligt på vinterturene. Ikke mindst fordi Johannes også var nyhedsformidler og tit lod os vente, når han besøgte de videbegærlige kunder. Det blev ikke bedre, da bilen efter kort tid mistede en siderude.

Men den gamle Ford T var en vigtig del af vores fællesskab, og ingen strabadser kunne afholde os børn fra at stå klar, næste gang farbror Johannes kaldte til varetur.





  • Comments(1)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Kurt Nielsen Monday, April 25 2016 23:02:17

Det var interessant at læse om den gamle Ford.
Jeg kan fortælle, at jeg har prøvet at køre den og mener at kunne huske, hvordan de tre pedaler fungerede. Registreringsnummeret var A 4317.
Jeg kan også huske, at Knud-Arne lå, når vejret tillod det, i fordybningen af forskærmen og holdt fast i forlygten, når morbror Johannes var på varetur.
Jeg og Knud-Arne har også slebet ventiler på den gamle Ford. Det var jo sådan, at K-A kørte ned til det tidligere forsamlingshus i Vråby, hvor en mekaniker havde oprettet et autoværksted. Der arbejdede K-A i sin fritid og havde efterhånden lært en hel del vedr. autoreparationer, så det var ikke noget problem at slibe ventiler på den gamle Ford.
Om det så gav den et nyt liv, det husker jeg ikke.